I maj fik et nyåbnet bageri i København folk til tasterne på mediet X. Eller rettere, det gjorde prisen på deres kringle, der fik kommentarer som 'seriøst gak' og 'helt på månen' med på vejen, og efterfølgende fik stribevis af medier til at skrive historier.

Det handler selvfølgelig om Københavns Bageri, der ligger i Carlsberg Byen, og som for kun fire måneder siden fik folk til at måbe over, at en kringle kan koste den nette sum af 300 danske kroner.

Men som bekendt findes der ikke dårlig omtale. 

Nu kan det københavnske bageri bryste sig af at blive kåret som ‘Byens Bedste Bageri’ af Berlingske.

Københavns Bageri, der ligger i Carlsberg Byen, kåres af Berlingske som 'Byens Bedste Bageri'.
Københavns Bageri, der ligger i Carlsberg Byen, kåres af Berlingske som 'Byens Bedste Bageri'. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Hvert år kårer avisen de bedste restauranter, cafeer, oplevelser og altså også bagerier i København. Og i år er det netop Københavns Bageri, der vinder prisen i sidste kategori.

»Det er langtfra hver dag, at historien om en bagerkringle breder sig som en steppebrand gennem det danske medielandskab,« lyder det i begrundelsen.

Ifølge indstillingen er kringlen i realiteten ikke så dyr, som det kunne lyde, for en kringle er stor nok til at ‘brødføde et helt kaffeselskab’ og et enkelt stykke, der koster 40 kroner, er ‘alle pengene værd’.

Tilbage i maj fik bagværket en blandet modtagelse. B.T. skrev:

»Måber over kringle til 300 kroner: 'Seriøst gak' og 'helt på månen'«.

Hos Kosmopol trak historien overskriften:
»300 kroner for en kringle: 'Det, synes jeg, er utroligt gennemsnitligt for København', siger medejer.«

Medejeren var Rasmus Sjødahl, der sammen med Anders Lorenz, har skabt bageriet. Begge har i øvrigt en fortid hos Noma. 

Fra Berlingskes madanmelder Søren Frank lød vurderingen i maj da også:

»Jeg står gerne i kø igen for at smage psykokringlen til 300 kroner.«

Den 19. maj smagte panelet i podcasten 'Det, vi taler om' også den meget omtalte kringle. Hør, hvad de syntes om den her: