Den kendte realitydeltager Elvira Pitzner er sammen med iværksætteren Mortada Haddad blevet anholdt i Dubai.

Elvira Pitzner er anmeldt af sin ekskæreste Milad Saadati, der til B.T. fortæller, at han har anmeldt hende for utroskab og tyveri. 

Ifølge Milad Saadati har han anmeldt Elvira Pitzner og Mortada Haddad for utroskab, fordi Elvira og Milad stadig er islamisk gift.

B.T. har set ægteskabskontrakten mellem de to parter, der er underskrevet i 2021.

Med et islamisk ægteskab underlægger man sig sharialoven.

Mortada Haddad er selvstændig og har blandt andet haft succes med en datingapp for mellemøstlige. Foto: PR
Mortada Haddad er selvstændig og har blandt andet haft succes med en datingapp for mellemøstlige. Foto: PR

I De Forenede Arabiske Emirater betyder det, at man under artikel 356 kan anklages og dømmes for utroskab.

B.T. har set dokumentation for, at Milad har lavet en anmeldelse, samt fået bekræftet af politiet i Dubai, at sagen efterforskes. 

Milad Saadati har efterfølgende sendt en besked fra politiet, hvor det fremgår, at Elvira Pitzner og Mortada Haddad tilbageholdes i syv dage, mens sagen efterforskes. 

B.T. har fået adgang til dokumenter fra sagen, der også viser, hvem anklageren i sagen er, og beskriver, at Elvira er anholdt og skal for en dommer om syv dage.

Elvira Pitzner med ekskæresten – som indtil marts samtidig juridisk set har været hendes ægtemand – Milad Saadati, som anmeldte hende for utroskab, da hun med iværksætteren Mortada Haddad ankom på ferie til Dubai, hvor Elvira og Milad blev islamisk gift og boede sammen næsten hele deres tre år lange forhold. Foto: Privat
Elvira Pitzner med ekskæresten – som indtil marts samtidig juridisk set har været hendes ægtemand – Milad Saadati, som anmeldte hende for utroskab, da hun med iværksætteren Mortada Haddad ankom på ferie til Dubai, hvor Elvira og Milad blev islamisk gift og boede sammen næsten hele deres tre år lange forhold. Foto: Privat

Forsker: En alvorlig forbrydelse i Dubai

Det er en alvorlig forbrydelse at begå såkaldt zina – at have sex udenfor ægteskabet – i Dubai, fortæller islamforsker ved Lund Universitet, Jesper Petersen, til B.T. 

»De islamiske lande har forskellige familielovgivninger, men sex udenfor ægteskabet bliver bredt set betragtet som en meget alvorlig forbrydelse,« forklarer Jesper Petersen.

»Zina er en alvorlig forbrydelse, og i Dubai straffes det med minimum et års fængsel og op til tre år, efterfulgt af en deportering.«

Elvira Pitzner. Foto: Rasmus Flindt Pedersen / Ritzau Scanpix
Elvira Pitzner. Foto: Rasmus Flindt Pedersen / Ritzau Scanpix

Der er dog flere eksempler på, at sagerne er blevet droppet, da det kræver meget tunge beviser – blandt andet ofte et uafhængigt vidne, der har set selve seksualakten – for at blive dømt. 

»Det springende punkt er ofte i forhold til bevisbyrden, for den er ofte ret høj i sager om zina. Så selvom man er anklaget for zina, og det ser skidt ud, så kan du slippe, fordi bevisbyrden er så høj,« forklarer islamforskeren.

Han har selv set flere af den type sager, som Elvira Pitzner nu står overfor.

»Den her type problemstillinger er mere udbredte, end de fleste tror. Man ser desværre, at der er etnisk danske kvinder, der tror, at de her islamiske ægteskaber, de indgår, ikke er rigtige, men det er de altså. Og det at have sex udenfor ægteskabet er strafbart,« understreger Jesper Petersen.

For at Elvira Pitzner skulle være blevet skilt fra Milad Saadati igen efter deres ægteskab i 2021, skulle hun have ansøgt om det i Dubai.

B.T. har kontaktet Elviras mor Katerina Pitzner og Mortada Haddads familie, der ikke er vendt tilbage. 

Vi har ligeledes været i kontakt med Elviras søster Thalia Pitzner, der ikke havde hørt om sagen.