Sideløbende med den store retssag mod eksmanden Christian Kjær måtte Janni Spies forholde sig til tanken om, at hun havde fået konstateret hudkræft. I den periode valgte hun at skubbe sygdommen til side.

Mens Jannie Spies kæmpede om millioner af kroner i retslokalerne, sad tanken om kræften konstant i baghovedet. Men der var ikke tid eller energi tilovers for sygdommen, og hun valgte derfor at holde fokus på retssagen.

- Da det er svært at kæmpe på flere fronter på én gang, valgte jeg at fokusere på retssagen. Med den viden, jeg havde på daværende tidspunkt, troede jeg, at jeg kun skulle gennemgå en operation, og så ville det være det. Men det viste sig så, at en operation ikke var nok, da de ikke kunne fjerne det hele. Så jeg måtte igennem endnu en operation på Rigshospitalet, fortæller Janni Spies til BT og uddyber:

- Jeg blev opereret første gang i maj og igen for tre uger siden. Ventetiden og det uvisse har været det sværeste i hele forløbet. Det er gået fint og det skal have sin tid til at hele. Jeg regner bestemt med, at det er det.

Den 50-årige charterdronning har ikke modtaget hverken kemobehandling eller andre former for stråler under sygdomsforløbet, og i dag glæder hun sig blot over at være ovre sygdomsforløbet.

- Jeg har det godt. Jeg er glad for, at jeg har været i rigtig gode hænder under hele forløbet. Mine børn har været enestående. Dem er jeg virkelig stolt af. De har været seje og især Michalas kærlige støtte har været hel unik. Hun har virkelig været der for mig. Christopher er jo det yngre og er selv i en sårbar alder, men han har ikke svigtet en eneste gang heller, fortæller Janni Spies.

Det var en lille knop nær den ene øjenhule, som ikke gik væk, der fik Janni Spies til at søge læge.