Danmarks eneste kvindelige fårehyrde Berit Kiilerich er dybt frustreret.

For natten til tirsdag skete det igen: Hendes væddere blev udsat for, hvad der ligner et ulveangreb. Hvis der ikke snart bliver gjort noget for at regulere antallet af rovdyr i den vestjyske natur, frygter hun, at hendes profession vil dø.

To væddere blev dræbt under angrebet og fire blev så skambidt, at de efterfølgende måtte aflives. Yderligere tre væddere blev skambidt, men kunne reddes, mens flere andre dyr pådrog sig rifter. Derudover er syv af Berit Kiilerichs væddere forsvundet efter det blodige angreb.

»Det er desværre virkeligheden herude. Vi oplever angreb hveranden nat i øjeblikket,« siger Berit Kiilerich, der ejer og driver Lystbækgård i Ulfborg, vest for Holstebro.

Foto: Privat
Vis mere

Hun lever blandt andet af, at hendes får og væddere om sommeren holder uønsket træ- og buskvækst nede på de sårbare hedearealer i området. Men fortsætter de hyppige rovdyrangreb, frygter hun, at det snart er slut.

»Vi står fuldstændig handlingslammede og føler afmagt. Der er intet, vi kan gøre for at forhindre angrebene, før politikerne beslutter at regulere antallet af rovdyr,« siger hun og fortsætter:

»Ellers dør erhvervet. Vi kan ikke yde naturpleje under de forhold, der hersker nu.«

Foto: Privat
Vis mere

Der er taget DNA-prøver af de dræbte dyr, men indtil de er blevet analyseret kan man ikke med sikkerhed slå fast, at det var ulve, der stod bag det dødelige angreb.

Lystbækgård er bestemt ikke det eneste sted i området, der bliver ramt af de formodede ulveangreb. Også Storålams fåreflok ved Gryde Å har været udsat på det seneste. Mandag forsvandt to får, og tirsdag er der fundet et dræbt får, mens yderligere en er forsvundet. Naturstyrelsen er blevet orienteret om de mange angreb.

Foto: Privat
Vis mere

Foto: Privat
Vis mere