Nicki Sørensen tror på endnu en sæson under Bjarne Riis' vinger

En af Bjarne Riis' mest trofaste ryttere gennem årene, veteranen Nicki Sørensen, var indtil torsdag i vildrede. Han stod med kontraktudløb efter denne sæson og ingen ny aftale med den danske holdejer.

Efter offentliggørelsen af aftalen om, at Saxo Bank fortsætter som enesponsor for Bjarne Riis' hold i 2014, har Nicki Sørensen stadig ikke en kontrakt for næste sæson. Men nu er håbet lysegrønt hos den 38-årige dansker.

- Jeg ser lyst på min egen situation. Og så er jeg glad for, at holdet fortsætter. Det fortjener det, siger den arbejdsomme hjælperytter om udsigten til at få sin kontrakt forlænget.

- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har fået generelt positive indikationer på, at de gerne vil fortsætte med mig, og ja, så fungerer det jo sådan, at det er holdet, der bestemmer, hvornår en ny kontrakt bliver offentliggjort, siger Nicki Sørensen.

Så kommer man vist ikke tættere på at sige, at den nærmeste fremtid er sikret. Og det er da også en kendsgerning, at Bjarne Riis med torsdagens nyhed om, at Saxo Bank fortsætter som holdets sponsor og endda forhøjer indsatsen, har fået det økonomiske fundament på plads for 2014.

Men medsponsor Tinkoff Bank forsvinder med ejer Oleg Tinkovs russiske millioner, og dermed kan der alligevel være tale om en kommende Riis-sæson på lavere økonomisk niveau samlet set.

Nicki Sørensen fortæller dog, at han ikke har nogen viden om, hvorvidt Team Saxo Bank fortsætter på uændret niveau eller med livremmen spændt mere ind.

Han har heller ikke nogen fornemmelse af, hvilken udskiftning Bjarne Riis nu agter at foretage på holdet. Indtil for nylig stod 11 Saxo Bank-ryttere ud over Nicki Sørensen uden kontrakt. To af dem, Anders Lund og Benjamin Noval, har dog meddelt, at de stopper karrieren, og Riis sagde torsdag, at der vil komme lidt udskiftning, men at ikke bliver voldsomt.

- Jeg ved det ikke, men generelt har det altid været Bjarnes idé ikke at lave for store udskiftninger. Han prøver ligesom at holde på sin stamme, siger Nicki Sørensen.

Han skal i øvrigt i aktion lørdag og søndag i Italien, hvor han er med i det Saxo-Tinkoff-team, der lørdag kører Giro dell'Emilia, mens det søndag gælder Gran Premio Bruno Beghelli, som Nicki Sørensen oven i købet vandt sidste år.