Studio 54. En aften i 1980 står Ole Damm i New York med sit lange, lyse hår foran den mest sagnomspundne natklub nogensinde. Han er sammen med en dansk skønhed og håber på at komme ind i sine lysegrønne bukser med svaj og sin godt opknappede hvide skjorte. Inde på klubben fester Björn Borg med Mick Jagger i VIP-loungen. Men det er ikke derfor, historien om erhvervsmanden Ole Damm begynder her.
Det er ikke fordi, Björn Borg er på Studio 54 den aften, eller fordi Ole Damm i dag godt 30 år senere har skabt sig en formue på at være dansk distributør af det undertøjsfirma, der bærer den legendariske svenske tennisspillers navn. Det handler om noget andet.
Vi sidder i en stor bjælkehytte i Klampenborg. Ole Damm købte den af Strecker-brødrene i 1990erne. Den har siden tjent som hovedkvarter for hans distribution af forskellige internationale mærkevarer inden for mode. Flere brands har været inde over i årenes løb, og mere end én gang har han formået at gøre mærkerne større i Danmark end i hjemlandene.
I dag drejer det sig om Björn Borg, som han har været dansk distributør af siden 1992 – på rekordtid overhalede Ole Damm og hans ansatte JBS, Calvin Klein og de andre spillere på markedet og gjorde Björn Borg til det største undertøjsmærke i Danmark med en omsætning, der på fem år steg fra ni millioner kroner til 125 millioner kroner.
Muskler og tæft
Og det drejer sig om SOS Sportswear, som han har arbejdet med siden begyndelsen af 1980erne og fik fuld kontrol over i 2011 ved at spille med musklerne og vise strategisk tæft. Efter at have distribueret SOS i en årrække i Danmark fik Ole Damm pludselig ikke fornyet sin kontrakt, men blev i stedet kaldt til møde hos ejerne i Malmø. Det var tydeligt, at han skulle fyres som distributør.
»I kan godt opsige min kontrakt, så får I bare ikke den danske ordre,« lød hans svar – og da han havde gjort brandet større i Danmark end i Sverige, var det et dødeligt kort at spille. Det endte med, at han i stedet købte mærket og i dag har aktiemajoriteten og den fulde kreative kontrol, mens den tidligere svenske ejer er sleeping partner.
Nu vil han så vise, at han kan gøre det samme med SOS, som han har gjort med Björn Borg. Idéen er at gøre skitøj sexet. Slut med at skjule den koboltblå Teletubbies-dragt med gul lynlås nederst i kufferten – nu klæder man om til skiferien allerede derhjemme og går stolt gennem lufthavnen og føler sig for lækker i kropsnære heldragter med lynlåse de rigtige steder og pels fra Kopenhagen Fur på sine moonboots.
Fucking Flashdance
Verdens måske mest prestigefulde skisportssted, Aspen, Colorado, er allerede på plads som salgssted. Ole Damm vil bringe SOS tilbage til fordums storhed i 1980erne, hvor det var kultmærket, som de professionelle skiløbere selv spurgte, om de måtte få lov at gå i.
»Prøv at se her,« siger Ole Damm og finder et foto frem fra 1980erne – hele holdet af franske skiinstruktører i Val d’Isère, inklusive mændene, står på pisten i skrigende pink heldragter.
»Det var fucking ’Flashdance’.«
To timer forinden er jeg taget til Klampenborg med toget. Jeg har fulgt Ole Damm i godt ti år, og der har altid været noget dragende ved hans univers. Det er sjovt at være sammen med ham. Ofte begynder det sjove allerede før, man møder ham. I dette tilfælde, da jeg bliver hentet på Klampenborg Station, og en halvtrist grå fredag formiddag med et trylleslag bliver forvandlet til en funky indledning på weekenden. Man kan nemlig høre den dybe brummen fra de 12 cylindre og de 500-600 hestekræfter, længe før den skinnende sorte Bentley sportsvogn kommer til syne. Bag rattet sidder Bo Storm, som har lånt nøglerne til de 4,5 millioner kroner på hjul af sin chef. Som han sidder der med et bredt grin i sine stramme jeans og halvt lynede dykkerstøvler, er der ingen tvivl om, at han synes, det her er pissefedt. Det er derfor, han i dag er kommerciel direktør for Björn Borg efter at være begyndt som sælger for 16 år siden. Og fordi han skrev stil om Guns N’Roses i gymnasiet. Og fordi han er en flink fyr, som man har lyst til at drikke ti bajere og spille luftguitar sammen med.
Dykkerstøvler på bordet
»Når jeg ansætter folk, sætter jeg mig altid sådan her,« forklarer Ole Damm et par timer senere på Bo Storms kontor og smækker sine ligeledes halvt lynede dykkerstøvler op på skrivebordet – dykkerstøvler er the shit for tiden.
»Jeg smækker benene op på bordet, og så kigger jeg dem i øjnene og spørger: ’Står du på ski? Kan du spille musik? Okay, du er ansat’. Jeg er ret ligeglad med de lange flotte cv’er.«
Overfladisk? Det vil nogle måske mene. Men det handler nok snarere om intuition. I hvert fald har Ole Damms medarbejdere en usædvanlig høj anciennitet i virksomheden. Og det er heller ikke kedeligt at være ansat. Ole Damm har sin helt egen fortolkning af den deleøkonomi, man taler så meget om for tiden. For nogle handler den om delebiler eller om hele andelsforeninger, der er fælles om den samme boremaskine. For Ole Damm handler det om, at hvis han spiser kobekød og drikker Petrus, så gør hans ansatte det også. De skal i hvert fald have muligheden for at prøve det, hvis de har lyst. Derfor kastede han også nøglerne i skødet på de ansatte den første dag, han kom på arbejde i Bentleyen. »Snup en tur, drenge.« Hvert år er julefrokosten en fire dages udflugt til hans chalet i Val d’Isère, hvor de spiser god mad, drikker god vin og fester. Ud på aftenen tager han gerne guitaren frem og spiller nogle numre. Og så skal de altid prøve noget nyt. Bobslæde på den røde piste, gocart på en isbane eller snescooter frem til en iglo, hvor der serveres aftensmad på rensdyrskind.
Hvad han forventer af sine medarbejdere til gengæld? Kærlighed, loyalitet, kreativitet og god energi.
Ole Damm indleder dog samtalen et helt andet sted. Han har taget en stak gamle vinylsingler og nogle fotografier og udklip med. Han har stadig det der lange lyse hår. Trimmede skægstubbe, stramme forvaskede jeans, et bredt bælte og masser af smykker. Et helt igennem patetisk look for 99 ud af 100 63-årige. Men ikke for Ole Damm. Han kører det hjem hele vejen. På 12 cylindre. Og med 500-600 heste. . .
Slukkede håbet hos morfar
Studio 54. Ole Damm var inde i en stime dengang i 1980. Et par år forinden slukkede han det sidste håb hos sin morfar om, at der var en fremtid for hans førstefødte barnebarn. Oles oldefar havde i sin tid etableret Østerlandsk Thehus, som stadig ligger på hjørnet af Nørre Voldgade og Vendersgade, og morfaren havde rullet sin fars forretningskoncept helt ud ved at skaffe rettigheder til hele kaffeplantager og ved selv at riste kaffen, så han i midten af 1970erne var den største grossist og leverandør af kaffe til de gode restauranter og hoteller i Danmark.
Disco
Han begyndte at køre sit barnebarn i stilling. Efter sine forældres skilsmisse kom Ole på Bagsværd Kostskole og diverse andre skoler, før han blev sendt på Niels Brock. Derefter lå det i morfarens kort, at Ole skulle på Goethe-Instituttet i München, et år på Cambridge og i Den Kongelige Livgarde. Morfaren sørgede også for, at Berlingske Tidende blev leveret hver søndag på loftsværelset i Gothersgade, hvor Ole splittede den månedlige husleje på 300 kroner med en kammerat fra handelsskolen. Planen var naturligvis, at Ole skulle overtage Østerlandsk Thehus. Men det satte Village People, Bee Gees og fem blinkende neonbogstaver en effektiv stopper for: D.I.S.C.O.
Efter en spontan optræden med vennen Tore på den nyåbnede restaurant Rio Bravo, fik de to et wild card til Ekstra Bladets ’Pladechance’. De vandt og fik muligheden for at indspille en plade.
»Jeg kan huske, at jeg sad med Berlingske om natten, og der stod: ’I morgen vågner Ole og Tore op og er verdensberømte i Danmark.’ Så om mandagen ringede jeg til rektor på Niels Brock og sagde, at jeg ikke kom mere. Min morfar var grædefærdig – han lavede den her,« forklarer Ole Damm og fører sin hånd over struben som en kniv – de to blev dog gode venner igen.
Transvestit til session
»Efter nogle år gik jeg til bekendelse og fortalte ham, hvordan jeg i en brandert slap for militæret ved at spille transvestit til session. Han døde af grin og sagde: ’Okay, min knægt, kom her.’ Og så fik jeg en omfavnelse og blev tilgivet. Men han støttede ikke mine projekter i de mellemliggende år, det måtte jeg selv klare.«
Ole og Tore blev et fænomen. De optrådte i ungdomsbladene i stramme underbukser og ikke andet. I bar overkrop red de på smukke heste i det blødeste solskin. De havde selv lange manker, som unge piger sukkede efter at strigle. Og det fik de lov til. Ole og Tore havde det hele. Og lidt til og meget mere.
De kørte rundt til landets diskoteker i en bus fyldt op med 25-30 piger og skrev autografer på pigernes bryster. De indspillede plade med Svend Skipper og nogle af landets bedste musikere, selv om deres egne musikalske evner var til at overse. De sang Björn Skifs på dansk.
Så splittede de op, og Ole gik solo. Han blev kontaktet af pladeproduceren Johnny Reimar, der øjnede en sprængfarlig cocktail ved at forene hans lyse lokker med korpigerne Lei og Lupe Moes mørke hud. De kaldte sig Love Fever, og deres godt 17 minutter lange titelsang havde både kvindestøn, kastagnetter og tyrefægtningstrompeter. Pludselig lå den nummer ét i Spanien.
Adrenalin og skulderklap
»Vi tog derned og blev kørt i limousine til et hotel, hvor vi havde vores eget diskotek i kælderen. Jeg kartede rundt på det her diskotek og havde det fantastisk. Jeg havde godt lagt mærke til, at Lei og Lupe var forsvundet, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg var discokonge nu. Jeg var helt sendt af sted på adrenalin og skulderklap og tænkte: ’Yes, det er godt, det her!’ Så blev jeg indkaldt til møde på Lei og Lupes værelse, og jeg kunne godt mærke, at der var noget galt. De forklarede, at den her musik var sgu for poppet til dem. De kunne ikke forene dansktop og disco med deres musikalske karriere. De var fra Christianshavn, og der var det altså Erik Clausen og Skunk Funk og Gasolin’ og den slags. Jeg stirrede på dem. Jeg var helt målløs. De trak kraftedeme stikket! Jeg troede, jeg skulle kradse af.«
Studio 54. Når fortællingen om Ole Damm begynder her, er det heller ikke, fordi skønheden ved hans side er hans kommende kone, Anita Heske. Hun står i skinnende paillettop, bar mave og blazer og er to år forinden kåret som den danske Miss Universe-deltager. Men hun brød sig ikke om den måde, den amerikanske skønhedskonkurrence kontrollerede pigerne på, så hun flygtede og begyndte i stedet at skrive om sine oplevelser til BT.
»Jeg tror, vi havde det lidt på samme måde. Hun var skønhedsdronning, og jeg var discokonge. Men vi var begge fanget i noget, der var gået lidt for hurtigt, og som vi ikke rigtig havde hjertet med i.«
Samtidig med discokarrieren havde Ole Damm åbnet butikken New York i Købmagergade i København sammen med en kammerat. Ole Damm lånte 25.000 kroner af sin kærestes svoger, som var professionel fodboldsspiller. Og så skulle der ellers sælges tøj i en butik, der var mere New York end New York selv. Væg og gulv var beklædt med samme aluminiumsplader som de klassiske amerikanske campingvogne. Disken var indrettet som en diner med forkromede barstole med røde nappasæder. Der var pinballmaskiner. Og så var der Ole, der susede rundt på rulleskøjter i stramme, korte shorts og knæhøje tubesokker sammen med sine lækre kvindelige ekspedienter.
Fuldstændig klokkeklar
»Hvad jeg ikke var i stand til musikalsk, har jeg haft succes med konceptuelt og forretningsmæssigt. Da jeg åbnede New York, skulle butikken være fuldstændig klokkeklar i sproget. Og sådan har jeg haft det med mine brands lige siden,« forklarer han.
Senere åbnede han Copenhagen Ski Rejser, og fra en patriciervilla i Hellerup sendte han gennem 12 sæsoner tusindvis af gæster på skiferie i Alperne. Hvert år i uge 7 og uge 8 kom 700 gymnasieelever af sted med deres eget tog, Skiløberen, og der var altid fest i barvognen. Guiderne var professionelle skiløbere og musikere som Jørgen Klubien fra Danseorkestret. Et år dukkede Kim Larsen op og fyrede ’Rabalderstræde’ af, mens toget trillede gennem Hamburg midt i myldretiden.
Brud i skidragt
Eventyret om ’Ole i sneen’ sluttede, da han stod med 250 gæster i Alperne og et hotel, der pludselig var gået konkurs. Han måtte gribe til egen lomme for at skaffe sine kunder tag over hovedet og trak på den måde det meste af likviditeten ud af selskabet.
Der var dog én ting, han ikke ville slippe: SOS Sports-wear og de pastelfarvede skidragter, som han var begyndt at sælge til sine skigæster. I dag er det Anita, der designer det nye skitøj under SOS-navnet sammen med designeren Christie Fals. Efter 25 års samliv og to børn blev Ole og Anita mand og kone ved et bryllup i Val d’Isère i 2004. Hun var brud i hvid skidragt, og han var gom i sort skidragt – begge fra SOS, naturligvis. En happy ending på et forhold, der begyndte lettere tumultarisk.
For Ole har allerede kone og barn hjemme i København, da han står med Anita foran Studio 54. Efter turen til New York vender han hjem til sin familie – sammen med Anita. I en periode bor de sammen alle fire – Ole, ny kæreste, gammel kæreste og en lille baby – i den samme lejlighed.
Hvordan han fik den kringlet, står hen i det uvisse – også for Bo Storm, der kigger op fra sin MacBook og konstaterer tørt: »Jeg tror sgu ikke, man kunne pull den off i dag.«
»Tingene var anderledes dengang,« forklarer Ole.
Og tingene var anderledes dengang, men der er alligevel noget, Ole Damm stædigt har holdt fast i siden den aften foran Studio 54. Og det handler ikke om den danske Miss Universe, der bliver hans kone, og det handler heller ikke om Björn Borg, der gør ham til millionær og fester inde i VIP-loungen sammen med Mick Jagger.
Det handler om Mick Jagger. Og om rock’n’roll. Ikke kun som musik, men som livsfilosofi. Rock’n’roll har alle årene været den vigtigste drivkraft i eventyret om Ole Damms liv og karriere. Når der var fede tider, og når der var knap så fede tider. Da finanskrisen blev en undskyldning for at stryge alt fra firmajulegaven til enhver tanke om lønforhøjelse, tog han stadig sine medarbejdere med på fire dages julefrokost i Alperne og sørgede for, at der var bobler i glasset.
Og den måde at drive virksomhed på virker ikke bare økonomisk, men også menneskeligt. Björn Borg har en ambition for alle sine afdelinger i verden, nemlig at få medarbejdertilfredsheden op på 90 procent i 2019 – lige nu er den 69 i gennemsnit. Hos Ole Damm i Danmark er den allerede på 92.
Blød og macho
Er det for meget at sige, at dit fundament blev skabt dengang i årene omkring 1980?
»Nej, det er der noget om. Hele discotrenden var en revolution både musikalsk, men også seksuelt og modemæssigt. Alt skulle prøves. Manden fik lov til at være blød og klæde sig som Jagger med fryns og store knapper og revers, og hvad fanden ved jeg. Når jeg ser på de gamle billeder af Stones, var de utroligt designede i deres tøj med kalvekrøs og pels og hatte. Manden kunne både få lov til at smykke sig, som en han jo gør, og samtidig være pissemacho og knalde alle de kvinder, han havde lyst til. Og pigerne sagde ja. Så kom hele det der aids-helvede, og så crashede den tidslomme.«
Men du festede videre, i hvert fald forretningsmæssigt?
»Ja, min tilgang til det at drive virksomhed er, at vi er et team. Vi gør tingene sammen, og der skal edderperkemig være fest. Hver gang vi satte nye rekorder i salget, var det ind på Annabels og flasker på bordet. Og så har jeg samtidig en kompromisløs side, men hvor den kommer fra, ved jeg ikke.«
Kostskole som ni-årig
Var det tiden som discokonge, der gav dig smag for det søde liv, eller havde du allerede de drømme forinden?
»Det med at tage risikoen og stole på mig selv begyndte allerede, da mine forældre blev skilt, og jeg røg på kostskole som ni-årig. Man var nødt til at sige til sig selv ’Det kan jeg godt, og jeg skal ikke spørge nogen om lov’, for der var ikke nogen at spørge. Man sejler rundt i sin egen verden og er nødt til at stole på sine egne beslutninger. Samtidig var jeg brainwashed. Jeg elskede min familie. Min mormor var af jødisk slægt, og alle de her traditioner – juleaften og mormor, der sidder og spiller klaver i et godt borgerligt hjem – var for mig et billede på godt sammenhold. Og det ligger dybt i mig. Jeg elsker de borgerlige dyder. Så en del af mig var helt på det rene med, at jeg skulle på Niels Brock, at jeg skulle have min uddannelse og drive familiens forretning videre. Men jeg har også altid været en provo.«
Så du skabte sammenhold på din egen måde.
»Jeg har altid haft den holdning, at jeg ikke skal sidde her og være direktør. Hvis jeg synes, det er livet at stå på ski, så skal alle sgu prøve det. Teamspirit er vigtigt for mig, og jeg tror, at meget af dynamikken her i virksomheden er blevet hjulpet på vej af, at vi har de rette mennesker omkring os, og at vi har drevet det hjemmefra. Det er først for tre år siden, at Anita og jeg flyttede her fra hytten for at gøre plads til showroom. De ansatte bliver lidt som familie, for de har alle set mig gå rundt i bar røv.«
Drevet med hjertet
Men rock’n’roll er vel også en forretningsmodel, du tror på?
»Ja. Rock’n’roll behøver ikke at være dårlig stil, det betyder ikke nødvendigvis, at man er et dårligt menneske eller er coke-afhængig. Og så kan man faktisk godt drive virksomhed på sin overbevisning. Flere og flere virksomheder bliver globale og corporate, de er ejet af investeringsfonde og pengefolk. For et par år siden gav jeg mig til at kigge på succesfulde virksomheder. Hvor mange af dem er drevet med hjertet, og hvor mange er corporate? Man finder ret hurtigt frem til, at vejen frem til succes i næsten alle virksomheder er skabt af folk med gut feeling og hjertet på rette sted. Og så tager pengefolkene over. Men det er passionerede mennesker, der brænder for en idé og tror på den, der skaber nye miljøer og nye produkter.«
Men det er ikke ligefrem de vinde, der blæser i disse år?
»I dag skal man helst have en facitliste, før man går i gang med et projekt. Hvis man er autonom i dag og ikke gør tingene som alle andre, er det utrolig svært at skaffe penge. Hvis man går i banken og siger: ’Jeg har nogle visioner, som jeg tror på’, så møder man nogle bankfolk, der siger: ’Det er bare ikke den måde, man gør det på, Ole’. Og så må man svare: ’Nå. Jamen, det gør jeg altså. . .’.«
Dørmand i lygtepæl
Studio 54 en aften i 1980. Der er cirka 200-300 andre, der også håber på at komme ind på natklubben. Nogle af dem står på fortovet, andre kommer i limousine og ruller vinduet ned, når de kommer frem til dørmanden i håb om at få et anerkendende nik. Dørmanden hænger i lygtepælen for at kunne se ud over folkemængden. Han retter lyskeglen mod den næste limousine og får øje på Ole og Anita, der står ved siden af. »Du der! Dig! I to kommer ind,« råber han, og de to danskere passerer flokken. Inde i VIP-rummet fester Björn Borg og Mick Jagger, og selv om Ole Damm møder dem begge senere i sit liv, hører han kun om dem denne aften. For han har kun 50 dollar, og det rækker ikke engang til entreen og slet ikke til VIP-loungen.
»Så mødte jeg heldigvis en svensker, som hed Christer, og som var kompis med Björn Borg. Han lånte mig penge. Vi kom ind og dansede med de her Village People-typer i læderveste og kasketter og nassede sprut, hvor vi kunne komme til det. Jeg har ikke mødt Christer siden, så jeg skylder ham stadig 100 dollar.«
