JAN ERIKSEN

Popstars-desertøren Alex' barndom var fyldt med racisme. Men han fandt lykken i basket og i musikken.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Overfladisk set virker Alex Ambrose som en genert fyr.

Cool, sympatisk, lidt reserveret. Man skal ikke have talt med ham ret længe, før man opdager, at Popstars-desertøren fra sidste efterår ved, hvad han vil.

Han er ikke bange for sige tingene lige ud. Eller bryde et tabu. Som f.eks. at han og hans basketvenner kan finde på at ryge lidt sjov tobak en gang i mellem.

»Det kan godt være, at nogle mennesker vil tage afstand fra nogle af de ting, jeg siger. Det må de så gøre. Sådan er jeg, og sådan må man tage mig,« siger Alex, der udsender sit debut R'n'B-album i dag.

Han har boet stort set hele sit liv i højhusene i Brøndby langs togsporet mellem København og Roskilde. Tonen kunne være ubarmhjertigt hård i skolegården for Brøndbys dengang eneste farvede børn. Men hjemme i lejligheden på Brøndby Nordvej, var der trygt. Så meget, at Alex' mor har fået sit helt eget nummer på den nye CD.

Alex Ambrose om:

JON: »Det er en lidt for hurtig op- og nedtur. Pludselig sælger du 150.000 fra den ene dag til den anden. Vi andre må prøve at bygge op. Pressen vil have meget mere med om Jon, fordi han vandt, tror jeg. Jeg har ikke oplevet den samme interesse. Jeg håber, han vidste, hvad han gik ind til.«

NÆRGÅENDE PIGER: »Det er ikke dårligt, hæ. Jeg klager ikke. Men det jo et »billede«, de henvender sig til. De kendte mig ikke før. Mange af dem er meget forsigtige: »altså, det er ikke fordi vi vil have fat i en kendt.« Jeg tror ikke, de ved, at der er så mange andre piger, der gør det. I virkeligheden er jeg ikke skid mere end ham, de går i skole med.«

BRØNDBY IF: »Jeg synes de går lidt for meget op i ungdommen i B.I.F. Forstået på den måde, at det er lidt for seriøst efter min smag. Det er jo en elite fodboldklub. De der små drenge mister lysten, når de ser, hvor hårdt, det er. Det er synd for dem. Jeg har set det som pædagogmedhjælper. Jeg ville hellere anbefale at starte i en af de små klubber, og søge ind i BIF, når de bliver 12-13.«

RØDDERNE: »Jeg har været en kort tur i Gambia en enkelt gang. Det var sjovt, jeg har en kæmpe familie. Men man bliver glad for Danmark, når man kommer hjem igen. Så kan man se, hvor godt vi har det her. Fattigdom i Danmark er ikke fattigdom dernede.«

MUSIKKEN: »Jeg er vokset op med sort musik siden jeg var dreng. Senere er jeg blevet glad for r'n'b selv. Især R. Kelly i en periode. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med Nik & Jay og Nexus på den nye plade. Jeg ved godt, at der er mange fordomme om dem, men de er så flinke, som man kan blive.«

HASH: »Jeg har optrådt ved en støttekoncert for Christiania. Jeg kan godt lide at komme der. Det er et fredeligt, afslappet sted. Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg og vennerne ryger lidt hash en gang i mellem. Det er ikke vildt - eller overdrevet. Men der er ikke meget bedre end at ryge lidt efter en basketkamp.«

»Min mor har taget sig af mig og mine søskende, lige siden vi var helt små. Det er jeg enormt glad for. Jeg synes, jeg skylder hende tak for det. Hun har altid ønsket, at min søster og jeg skulle synge sammen. Hun blev helt rørt, da hun hørte, at min søster La Dea og jeg synger for hende,« siger Alex.

Den eneste elev med afrikansk blod i årerne - udover Alex og hans to søskende - var den senere fotomodel m.m., Malkit Singh.

»Jeg er altid blev kaldt neger. Der var enormt meget racisme, dengang. Jeg har altid måttet beskytte min søster mod de andre børn. De kunne være vildt grove. Malkit hjalp mig meget dengang. Især da jeg begyndte at spille basket. Vi havde ikke råd til de rigtige sko. Så fik jeg et par gange et par gamle basketsko af Malkit. Han har altid haft en ting med sko,« siger Alex med et grin.

Nu er Brøndbyøster jo ikke Bronx. Denne sommer eftermiddag virker Vestegnen ualmindelig fredsommelig. Men ligesom tusinder af farvede amerikanske »boys in the 'Hood«, fandt den rodløse Alex lige præcis dét livsindhold i basketball, han savnede.

»Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde spillet basket, havde jeg lavet meget mere ballade. Ikke at vi var gangstere. Vi lavede drengestreger, som alle andre steder. Jeg var nede i sportshallen fem dage om ugen - og i weekenderne. Jeg kunne lige så godt have sovet dernede. Basket blev simpelthen mit liv,« siger Alex.

Det er det sådan set stadig. Sammen med musikken. Alex nåede at spille på Brøndby Baskets 2. divisionshold, inden han stoppede. I dag spiller han på et lukket hold med gamle venner i Danmarksserien. Siden Alex fik sin pladekontrakt og startede samarbejdet med Nik & Jays selskab Nexus Music, er han kommet en hel del inde i København. Men det frister ikke at flytte ind i den store metropol.

»Jeg flytter ikke fra Brøndby. Faktisk drømmer jeg om at købe et hus her. Det er her, mine venner bor. (Vennerne har også fået et hyldestnummer på den nye CD). Og det er jo bare et kvarter fra byen. Her er dejlig stille. Der er så mange fordomme: »Brøndby er et bøllested«. Alle byer har et sted, hvor udskuddene holder til. Jeg tror bare ikke det er værre her end andre steder,« siger Alex Ambrose.