»Det gør mig glad, at jeg er populær!« Thomas Bickham, 28, tidligere drag, nu showartist, vandt finalen i Big Brother V.I.P. og det halve dronningerig... øh, den halve million kroner!

  • ANMELDELSE: Hvad sagde jeg?

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Pil Kragenskjold og Michael Teschl måtte se sig slået af bøssen, som fik over halvdelen af seernes stemmer. Pil fik 27 pct. og Teschl fik 22 pct. af stemmerne.

    Selv om Bickham var glad, så han ikke vildt overrasket ud over at have vundet.

    »Jeg havde regnet med at vinde,« erkendte han efterfølgende. Og det kan ingen fortænke ham i, da alt har peget på ham som vinder af reality-showet.

    Men der fulgte ikke en prins med den halve million.

    »Jo, jeg drømmer om tosomheden. Men han har ikke fundet mig endnu,« lød det eftertænksomt fra manden, som for otte år siden kom sammen med en fyr i et år.

    »Men jeg har det også godt med mig selv og alle mine dejlige venner.«

    Det bliver netop vennerne, som kommer til at nyde Bickham med den halve million. Med en veninde skal han til Paris, en anden får ham med til London for at se musicals, og hans endnu hemmelige manager vil vise Bickham Cuba. Så der skal rejses for pengene, og selvfølgelig skal lejligheden og bankrådgiveren også have sit.

    For som Thomas Bickham sagde, så har han allerede levet, som om han havde mange halve millioner. Og så er der lige med den gule badeand, som Bickham ønsker sig så brændende og STRAKS må ud og investere i.

    Især Pil havde endnu mere brug for pengene end Bickham, men hun var bestemt ikke ked af, at hun ikke vandt. Nu vil hun koncentrere sig om at gøre sit psykologi-studie færdigt, hvilket sker inden sommerferien. Og Michael Teschl var lykkelig for, at han trods alt fik næsten en fjerdedel af stemmerne. For han er godt klar over, at han ikke har den samme medietække som Thomas Bickham og Pil Kragenskjold.

    Selv om aftenen forløb nærmest perfekt, kom der lidt drama ind i finalen. Og det var, da Gigi sagde, at hun ikke mente, at nogen af de tre finalister var værdige vindere.

    »De har ikke format nok,« lød hendes dom, hvilket fik Teschl til at fare i flindt og kalde det en pinlig bemærkning fremsat af en »uintelligent pige«.

    »Ja, hun er en uintelligent gås. Det må du godt citere mig for at sige,« kom det vredt fra sangeren og forfatteren in spe, da B.T. talte med ham efterfølgende.

    Big Brothers måske virkelige vinder, Gitte Nielsen, var også med i aftes. Og hun lavede en entre, som er en stjerne værdig. Den tårnhøje danske model og skuespiller fik pillet en del fordomme om sig ud af den danske befolkning med sit korte ophold i Big Brother-huset. To dage fik hun, men det var nok til at vise danskerne, at hun er en rigtig sød og sårbar pige med et omsorgsfuldt sind, som samtidig elsker at more sig og gøre folk glade.

    Hvis nogen tror, at Big Brother halløjet nu er overstået, må de tro om igen. Udvælgelsen af deltagere til efterårets omgang af reality-showet er allerede i gang. Så kære venner - fortsættelse følger.