Den Internationale Valutafonds bestyrelse støtter sin direktør, Christine Lagarde, der er sigtet for forsømmelse i en sag om bedrageri.

IMF: Den Internationale Valutafond (IMF) bakker op om sin direktør Christine Lagarde, som onsdag blev formelt sigtet for forsømmelighed i en sag om bedrageri i sit hjemland, Frankrig. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Bestyrelsen er blevet orienteret om den seneste udvikling i forbindelse med sagen og fortsætter med at udtrykke sin tillid til den administrerende direktørs evne til effektivt at udføre sine opgaver,« oplyser bestyrelsen i en erklæring.

Christine Lagarde har fra starten nægtet sig skyldig i enhver forseelse og kalder sagen »helt ubegrundet«.

Den formodede lovovertrædelse har ikke noget at gøre med Christine Lagardes stilling i IMF, men går tilbage til 2008, hvor hun var finansminister i den daværende præsident Nicolas Sarkozys regering. Dengang afgjorde en domstol, at den franske stat skulle betale den franske playboy, popsanger og finansmand Bernard Tapie en erstatning på 135 millioner euro - svarende til omkring en milliard danske kroner - for at være blevet snydt i forbindelse med et salg af Adidas-koncernen.

Efterforskerne i sagen mener, at finansmanden, der havde bidraget med store beløb til Nicolas Sarkozys valgkampagner, fik pengene uretmæssigt.

I første omgang var Christine Lagarde indkaldt som vidne i sagen, men efter at hun tirsdag blev afhørt for fjerde gang, valgte myndighederne at ændre hendes status fra »vidne« til »sigtet«. Sigtelsen, der lyder på »uagtsomhed«, antyder dog, at der næppe er tale om en grov lovovertrædelse, skriver The New York Times.

Også Christine Lagardes daværende stabschef er sigtet i sagen.