»Præsidenten og en lille gruppe mennesker ved lige præcis, hvad han mente.«

Sådan lød det onsdag fra Det Hvide Hus' pressetalsmand, Sean Spicer, da det undrende pressekorps ville vide, hvad præsidenten havde ment med det mystiske tweet, han sendte kort før, han gik i seng tirsdag aften amerikansk tid.

Her ville Donald Trump angiveligt komme med en kritik af pressen, da han skrev 'Despite the constant negative press covfefe' (Trods den konstant negative presse covfefe).'

Foto: Twitter
Vis mere

Men ordet 'covfefe' eksisterer ikke i den engelske ordbog. De fleste er da også enige om, at præsidenten lavede en banal tastefejl, og at hans intention i virkeligheden var at skrive det engelske ord 'coverage', så der i stedet havde stået: 'Trods den konstant negative pressedækning.'

Tweetet blev stående natten over (amerikansk tid), og blev straks et fænomen på de sociale medier, hvor tusindvis af brugere retweetede det og lavede jokes med, hvad det mon betød.

Først, da præsidenten igen slog øjnene op i Washington, blev tweetet slettet og erstattet af et nyt, hvor Trump - ikke uden selvironi - henviste til sin stavefejl:

'Hvem kan gætte den virkelige betydning af 'covfefe'??? God fornøjelse!'

Da en journalist i Det Hvide Hus onsdag spurgte pressetalsmand Sean Spicer, hvorfor tweetet havde fået lov at stå så længe, og om det var noget, amerikanerne skulle være bekymrede for, svarede Spicer uden omsvøb:

»Nej«

Da samme journalist ville vide, hvorfor ingen havde slettet det. 'Er der ingen, der holder øje med det her,? svarede Spicer:

»Præsidenten og en lille gruppe mennesker ved præcis, hvad han mente.«

Det skabte en del uro i presserummet, og flere forsøgte - uden held - at få Spicer til at uddybe, hvad ordet betød.

Det er langt fra første gang i sin korte tid i jobbet, at Sean Spicer vækker opsigt. I april skabte det stor vrede, at han i sin kritik af Syriens Assad sagde, at ikke engang Adolf Hitler brugte kemiske våben mod sin egen befolkning. Nazisterne myrdede seks millioner jøder under Anden Verdenskrig. Mange af jøderne blev gasset ihjel i koncentrationslejre. Og Spicers udtalelse blev især kritiseret af jødiske grupper og Holocaust- mindegrupper.