Den sorte boks, der var om bord på et forulykket Air France-fly, er fundet på bunden af Atlanterhavet.

Et fransk eftersøgningshold har fundet hukommelsesenheden i den ene af to sorte bokse, der var om bord på Air France-flyet, som i 2009 forulykkede på vej fra Rio de Janeiro til Paris, oplyser franske myndigheder.

- Efterforskerne har fundet og identificeret hukommelsesenheden her til morgen, meddeler den franske efterretningstjeneste BEA, der tilføjer, at enheden er i "god stand".

Den sorte boks er betegnelsen for et af de vigtigste værktøjer til at opklare flystyrt med. Men boksen er i virkeligheden orange, så den nemmere kan findes blandt vragdele.

Der er altid to sorte bokse om bord på et fly. Den ene registrerer blandt andet flyvehastighed, flyvehøjde og kurs, mens den anden optager al kommunikation mellem piloterne indbyrdes og flyvekontroltjenesten.

Den fundne hukommelsesenhed stammer fra den sorte boks, der registrerer flyets data.

Air France-flyet styrtede af ukendte årsager ned i Atlanterhavet ud for Brasiliens kyst. De 228 passagerer og besætningsmedlemmer om bord blev alle dræbt, heriblandt den 47-årige danske psykoterapeut Christiane Zeuthen.

Et bjærgningsfartøj med miniubåde lokaliserede i april flere vragrester fra flyet, som styrtede ned midt under et voldsomt uvejr.

Onsdag sagde de franske efterforskere, at det var lykkedes at finde en del af den sorte boks fra Airbus A330-flyet. Men det var ikke selve hukommelsesenheden.

Ulykken, som er den værste nogensinde i Air Frances historie, er endnu ikke opklaret.

/ritzau/AFP