Cyberaktivisterne i hackergruppen Anonymous har travlt i disse dage. Fredag blev over 20 svenske hjemmesider bombarderet med angreb fra aktivisterne, og nu hævder gruppen så at have nedlagt en bunke hjemmesider, der hører under de græske myndigheder.

Læs også: Hackerne går efter Paven

Anledningen er det officielle besøg af Tysklands kansler, Angela Merkel, der har medført voldsomme protester i Grækenland. Den anspændte økonomiske situation i landet har sendt grækerne ud i det økonomiske slæbespor, hvor arbejdsløsheden er steget dramatisk, samtidig med at skatterne i landet er hævet og velfærdsgoderne barberet.

Demonstrationer og protester

Angela Merkels besøg har medført demonstrationer i landet, fordi den kansleren anses som hovedpersonen i den gruppe af EU-lande, der kræver stram økonomistyring som modydelse for EU-hjælpepakker.

Blandt de ramte hjemmesider er politiets og justitsministeriets, hvor besøgende bliver mødt af den såkaldte 404-fejl, hvis hjemmesiden er forsvundet fra nettet. I øjeblikket ser det dog ud til, at hjemmesiderne er i drift igen, omend meget langsommelige.

Den løst sammenhængende hackergruppe har efterhånden en lang liste af cyberangreb på samvittigheden. Senest i fredags, da aktivister, der hævdede at tilhøre gruppen, angreb og nedlagde et større antal svenske hjemmesider, herunder den svenske centralbanks, der måtte lægge ryg til et såkaldt DDoS-angreb.

Et sådant angreb udfører Anonymous vanligvis via et stykke software, kaldet High Orbit Ion Cannon, der sender et meget stort antal forespørgsler til en hjemmeside, hvorefter hjemmesiden opgiver at følge med og går ned. Sådanne angreb kræver dog et stort antal deltagere - og det har Anonymous tilsyneladende.

Gruppen er dog yderst løst sammensat, og alle kan erklære sig som medlem, ligesom at ingen kender identiteterne på de øvrige deltagere - og det gør det næsten umuligt at overskue, hvem der er med, og hvem der ikke er.

Anonymous hævder selv at være frihedskæmpere og slås mod enhver form for censur på nettet, og fredagens angreb var et resultat af, at svensk politi havde lukket webhotellet PRQ, der var kendt for at levere IT-drift til fildelingstjenester, og blandt andet tidligere har lagt serverplads til lækagesitet WikiLeaks.