Man skal ikke bare klikke ind på en hvilken som helst hjemmeside om Osama. Hackere udnytter folks nysgerrighed

Nyheder om Osama bin Ladens død fylder hjemmesider på nettet fra hele verden. Men man skal passe på med, hvor man går ind og læser om terrorlederens død.

Nyheden har fået hackere på banen, der vil udnytte trangen til klik til at komme ind i din computer. Det skriver dr.dk.

- Der er en gruppe hackere, der meget tidligt er sprunget på historien og dermed meget kløgtigt har udnyttet, at der er stor interesse for Osama bin Laden i dag, siger Patrick Mylund fra Kaspersky Lab, der fremstiller antivirus og andet sikkerhedssoftware, til DR.

Er man uheldig og klikker ind på det forkerte sted, kan man risikere, at et lille vindue vil dukke op med en advarsel.

Ifølge Patrick Mylund kan advarslen finde på at skrive, at man for eksempel har 35 trusler.

- Advarslen præsenterer sig ofte som noget, den ikke er, og det forvirrer folk. Hvis du klikker på det, får hackerne adgang til din computer med Rogueware, siger Patrick Mylund og fortsætter:

- Det vil for det meste kræve, at du har klikket på popup-vinduet, men nogle gange kan de også få adgang til din computer uden.

Det er ikke første gang, at hackere benytter sig af en stor begivenhed til at infiltrere computere verden over. Samme tendens blev set ved eksempelvis popstjernen Michael Jacksons død.

/ritzau/