Der er ingen meldinger om dræbte efter et kraftigt jordskælv, der søndag ramte det sydvestlige Colombia.

COLOMBIA: Et jordskælv på 7,1 Richter sendte søndag kraftige rystelser gennem undergrunden i det sydvestlige hjørne af Colombia.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters befandt skælvets epicenter sig 167 kilometer under jordoverfladen i provinsen Cauca, og der er ingen meldinger om hverken dødsfald eller beskadigede bygninger efter det dybe skælv.

- Foreløbig er der ingen rapporter om skader i nogen dele af landet, kun rapporter om, at jordskælvet blev mærket. Heldigvis var skælvet meget dybt, siger Jaime Raigosa, koordinator i Colombias nationale seismologiske netværk, til Reuters.

Skælvet blev også mærket i nabolandet Ecuador, men heller ikke der er der meldinger om skader.