STORBRITANNIEN: Premierminister David Cameron nøler ikke med den folkeafstemning, der skal give svaret på, om briterne bliver i eller forlader Den Europæiske Union.

Ifølge det britiske medie The Independent har David Cameron planer om at sende briterne til stemmeurnerne i juni næste år, hvilket han ventes at annoncere på sit konservative partis årlige konference i oktober.

Indtil nu har det stået klart, at afstemningen skulle afholdes inden udgangen af 2017. Ifølge avisen har David Cameron nu regnet ud, at en afstemning i 2016 giver ham den bedste mulighed for at genforhandle det britiske EU-medlemskab og samtidig fremhæve de økonomiske risici Storbritannien står over for, hvis landet forlader unionen.

Desuden skulle den seneste tids forhandlinger mellem EU og Grækenland have givet premierministeren en tro på, at de reformer Storbritannien ønsker, bliver imødekommet af EU.

BNB