Tornadoer fortsætter med at hærge i det sydlige USA. 45 mennesker meldes omkommet. Obama beordrer hjælp.

Tornadoer og storme har kostet mindst 45 mennesker livet i den amerikanske delstat Alabama.

Det bringer det samlede antal døde på grund af det voldsomme uvejr i det sydlige USA i de seneste tre dage op på 66, oplyser myndighederne.

- Vi kan bekræfte, at 45 mennesker onsdag blev dræbt af uvejret i Alabama, heraf de 15 i Tuscaloosa i den midtvestlige del af staten, siger Yasamie August, der er talskvinde for katastrofeberedskabet.

I Marshall County i det nordøstlige Alabama er seks mennesker omkommet, fem af dem i samme hus.

- Huset blev ramt direkte af en tornado. Alle samfund i området her er berørt, siger den lokale sherif Scott Walls.

Situationen har fået Barack Obama, den amerikanske præsident, til at beordre de føderale myndigheder til at reagere "hurtigt" for at å hjælp og redningsfolk til Alabama.

- Vi vil måske ikke kende omfanget af skader før om nogle dage, men vi vil fortsætte med at følge disse voldsomme storme i landet, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi står klar til at fortsætte med at hjælpe Alabamas indbyggere og alle indbyggere, der berøres af stormene, tilføjer han.

/ritzau/Reuters