Tobias Lund Andresen er flyvende.

Den 21-årige Team dsm-firmenich-dansker har netop vundet sin tredje etape i Tyrkiet Rundt efter en massespurt, hvor han slog belgieren Timothy Dupont og spanieren Manuel Penalver.

Og det er en præstation, der i den grad imponerer B.T.s cykelkommentator, Frederik Gernigon.

»Jeg er fuldstændig blæst bagover,« siger han og fortsætter:

»Tobias Lund har taget alle på sengen og har gang i en sæsonstart, ingen havde set komme. Tyrkiet Rundt er måske ikke et af cykelsportens største løb, men han har levet et løb i verdensklasse. Det er en unik præstation.«

Tobias Lund Andresen har været forrygende i Tyrkiet Rundt, hvor han både har vundet 4., 5. og 7. etape, og det bliver kun endnu vildere af, at det er hans første professionelle sejre i karrieren.

Løbet er en del af UCI ProSeries, niveauet under World Touren, og rangerer på højde med eksempelvis Danmark Rundt. 

Men Frederik Gernigon er sikker på, at danskeren kan være med på et endnu højere niveau. Det får han muligheden for at vise i maj, når han efter planen skal køre sin første grand tour til Giro d'Italia.

»Den næste store prøve bliver Giroen, og hvis han også kan snuppe en sejr der, vil han være blandt verdens mest formstærke ryttere,« siger Frederik Gernigon.

»Lad os nu huske, at han kun er 21 år. Han har formentlig en kæmpe fremtid foran sig, men han skal også have lige have tid til at lande i det hele. Han kommer også til at være en mand, de andre i højere grad holder øje med, hvis han fortsætter sin sejrsgang. Og det bliver en helt ny situation for ham, som han skal lære at håndtere.«

Løbet slutter søndag i Istanbul.