Vi bringer her et uddrag fra bogen ’Langt væk fra himlen – en unge enkes fortælling om at miste’. Uddraget handler om Anna Tangmose Larsens endelige farvel til sin kræftsyge mand, Thomas.

Anna Tangmose Larsen er i begyndelsen af 30’erne og venter ønskebarnet med kæresten Thomas. Men noget er galt. Thomas bliver indlagt på hospitalet med stærke mavesmerter, og en nat opereres han akut.Ved noget der minder om et tilfælde finder lægerne ud af, at Thomas har kræft. Diagnosen er begyndelsen på Anna og Thomas’ mareridtsrute gennem det danske sundhedsvæsen, hvor de gang på gang oplever, at ressourcerne på afdelingerne er alt for knappe – selv til en patient med en alvorlig kræftdiagnose.

Annas mand Thomas døde 11. juni 2013.

Opret abonnement på BT PLUS og læs uddraget af Annas bog, der udkommer 21. oktober på Turbine Forlaget. Den kan købes online her

Anna har siden Thomas’ død fået nyt job og er flyttet ind i en ny lejlighed på Frederiksberg sammen med datteren, Mathilda. De trives begge, trods savnet af Thomas.


Vi bringer her et uddrag fra bogen ’Langt væk fra himlen – en unge enkes fortælling om at miste’. Uddraget handler om Anna Tangmose Larsens endelige farvel til sin kræftsyge mand, Thomas.

Anna Tangmose Larsen er i begyndelsen af 30’erne og venter ønskebarnet med kæresten Thomas. Men noget er galt. Thomas bliver indlagt på hospitalet med stærke mavesmerter, og en nat opereres han akut.Ved noget der minder om et tilfælde finder lægerne ud af, at Thomas har kræft. Diagnosen er begyndelsen på Anna og Thomas’ mareridtsrute gennem det danske sundhedsvæsen, hvor de gang på gang oplever, at ressourcerne på afdelingerne er alt for knappe – selv til en patient med en alvorlig kræftdiagnose.

Annas mand Thomas døde 11. juni 2013.

Anna har siden Thomas’ død fået nyt job og er flyttet ind i en ny lejlighed på Frederiksberg sammen med datteren, Mathilda. De trives begge, trods savnet af Thomas.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

Undskyld, Anna. Er det forkert af mig at bruge ordet enke?« spurgte hun.

»Nej, det lød bare lidt … hårdt … men det er jo rigtigt nok. Det er jo sådan, virkeligheden er: at jeg snart bliver enke,« svarede jeg.

Overlægen fortalte mig, at hun selv var enke. At hendes mand var 43 år gammel, da han gik bort. Det var nu fire år siden. Dengang var deres søn fire år gammel.

»Det er jeg ked af at høre,« sagde jeg.

»Det skal du ikke være,« svarede hun og fortsatte:

»Min søn har det rigtig godt, og jeg har en dejlig kæreste i dag. Vi har det rigtig godt. Og min mand vil jeg altid have herinde.« Hun tog sig til brystet, klappede sig let på hjertet og fortsatte:

»Jeg vil altid elske min mand, og du skal vide, at der er et liv bagefter. Du bliver glad igen. En dag bliver du glad igen. Det lover jeg dig. Lige nu og her er det hårdt. Det er ubeskrivelig hårdt. For det er jo alt for tidligt, Thomas går bort. Hvordan klarer du det økonomisk? Kan du blive boende med Mathilda i jeres lejlighed?«

Jeg fortalte overlægen, at Thomas var dækket af en gruppelivsforsikring, der gjorde, at vi kunne blive boende, og at jeg derfor ingen økonomiske bekymringer havde.

»Uanset hvad, vil du få et engangsbeløb på 50.000 kr. fra ATP. Det vil sige 30.000 kr., når skatten er betalt. Det samme gælder for Mathilda,« fortalte hun mig.

Vi talte lidt om bisættelse og de ønsker, Thomas havde. Jeg fortalte hende, at jeg et par dage før havde fundet det smukkeste gravsted til Thomas på Frederiksberg Kirkegård.

»Har du fortalt ham, at der er styr på alle hans ønsker, og at du har fundet det smukke gravsted til ham, som du her beskriver for mig?« spurgte hun mig.

»Nej,« hulkede jeg.

»Jeg synes, du skal fortælle Thomas om det. Det er en smuk gestus af dig, at du sørger godt for ham efter hans død, og han vil sikkert få en ro indeni, hvis han ved, at der er styr på økonomien, boligen og alle forhold. Det vil også være dejligt for ham at vide, at du har sikret et smukt og kærligt sted, hvor I kan mindes ham.«

Jeg tog afsked med overlægen og gik ind på stuen til Thomas og holdt hans hånd. Thomas sov tungt oven på morfinen. Jeg måtte fortælle ham det i morgen, tænkte jeg. Lige nu var det blevet tid til at hente Mathilda i vuggestue. Pernille ville komme og være hos Thomas natten over, og jeg kyssede derfor Thomas farvel. På panden, på næsen og til sidst på munden. Sådan som jeg plejede at gøre, når jeg tog derfra.

Næste formiddag tog jeg tilbage til Thomas på hospitalet. Det var lørdag, og Mathilda faldt i søvn i klapvognen ved indgangen til hospitalet. Det var helt perfekt. Så kunne jeg være sammen med Thomas og sidde hos ham en times tid, før hun vågnede. Jeg trillede ind på afdelingen og begyndte at gå ned ad gangen. En sygeplejerske kom til syne nede i den modsatte ende af gangen og råbte pludselig »Hej« til mig, mens hun vinkede ivrigt.

Jeg vendte mig om, smilede stift og gjorde tegn til, at Mathilda sov, alt imens jeg inderligt håbede, at Mathilda ikke vågnede deraf. Men det var for sent. Mathilda gav sig. Jeg stod helt stille og håbede, at Mathilda faldt i søvn igen. I stedet begyndte hun at græde. Jeg gav hende sutten, men det hjalp ikke. Hun begyndte at skrige og gjorde tegn til, at hun ville op. Jeg satte derfor sædet op i klapvognen, så hun kunne kigge ud, og gav hende derefter krammekaninen, som var hendes ét og alt, og det hjalp.

Thomas lå i sengen, da jeg trillede ind på hans stue med Mathilda i klapvognen. Han registrerede, at vi kom. Han smilede og sagde ‘hej’ til os. Jeg satte klapvognen i hjørnet og lod Mathilda blive siddende i den. På den måde kunne hun følge med i det hele på afstand. Hun virkede tilfreds og rolig, mens hun sad og kiggede på os med sutten i munden.

Jeg tog Thomas i hånden og fortalte ham om vores morgen derhjemme og om, hvordan Mathilda var begyndt at hive hans boksershorts ud af klædeskabet og tage dem på hovedet. Thomas smilede ved tanken og sagde, at hun var en værre lille én. Mathilda begyndte at klynke, og jeg kørte derfor en tur med hende rundt på hospitalsområdet for at få hende til at sove. Thomas havde svært ved at rumme Mathildas klynkeri, når han var dårlig. Derfor skulle Mathilda helst være udhvilet og i godt humør, når vi besøgte ham. Men det var ikke altid lige let med sådan en lille størrelse.

Jeg kørte en tur forbi kantinen og købte en kop kaffe. På vej tilbage til palliativ afdeling faldt Mathilda endelig i søvn. Da jeg trådte ind på Thomas’ stue, var Pernille kommet. Hun overtog klapvognen og gik en tur med Mathilda, så Thomas og jeg kunne tale sammen.

Jeg fortalte Thomas, at der var kommet styr på alle juridiske og økonomiske papirer. Han mindede mig om, at jeg skulle huske at kontakte hans pensionsselskab, så snart han døde, og sagde, at det var dejligt for ham at vide, at der var kommet styr på det hele. Dertil valgte jeg at fortælle ham, at jeg havde fundet et smukt sted på Frederiksberg Kirkegård til ham. Jeg beskrev stedet, og Thomas begyndte at græde.

»Åh undskyld skat, skulle jeg ikke have sagt noget? Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige noget til dig eller ej,« sagde jeg.

»Nej,« svarede Thomas og fortsatte: »Det er smukt gjort af dig, og jeg ved, at du gør det i kærlighed til mig.«

»Der vil jeg komme og besøge dig. Jeg vil fortælle dig, hvordan det går med mig, og hvad der sker i mit liv. Og hvad der sker i Mathildas liv, og hvilke narrestreger hun nu har fundet på,« fortalte jeg med tårer i øjnene, men kunne alligevel ikke lade være med at smile, når jeg tænkte på Mathilda og hendes nysgerrige sind.

Det kunne Thomas heller ikke. Sådan sad vi en stund. Holdt i hånd, smilede og så hinanden dybt ind i øjnene. Før han faldt hen, fortalte Thomas mig, hvem han ønskede skulle bære kisten til hans bisættelse. Jeg forlod hans stue og mødte hans mor ude på hospitalsgangen med Mathilda i klapvognen. Jeg fortalte Pernille, at jeg havde fortalt Thomas, at der var styr på alt nu. Både med banken og advokaten, med økonomien og vores boligforhold. Jeg fortalte hende også, at Thomas havde ytret ønske om, hvem der skulle bære hans kiste ved bisættelsen. Til sidst fortalte jeg hende, at jeg havde fundet et smukt gravsted til Thomas på Frederiksberg Kirkegård.

»Har du sagt det til ham?« spurgte hun.

»Ja,« svarede jeg og begyndte at finde en cardigan i min taske, som jeg gav Mathilda på. Jeg ønskede ikke at se Pernille i øjnene. Jeg var bange for, at hun syntes, det var det samme som at sige til Thomas, at vi var klar til, at han skulle dø.

Thomas havde tidligere givet udtryk for, at der var nogle mennesker i hans liv, som han gerne ville se og tale med, før han døde. Han havde dog villet vente med at kontakte dem, til han fik det bedre. Opholdet på palliativ afdeling var som udgangspunkt kun midlertidigt med det formål at få styr på opkastningerne. Det midlertidige ophold på palliativ afdeling var nu ikke længere et spørgsmål om at få normaliseret hans tilstand. Det var blevet erstattet med den erkendelse af, at Thomas skulle have en værdig død uden for mange gener og smerter. Thomas ville ikke komme hjem igen. Det havde jeg indset.

Derfor begyndte jeg at kontakte nogle af hans venner og kolleger. En dag kom der to af hans veninder for at sige farvel. Jeg havde skrevet til dem begge, hvor på hospitalet Thomas lå, og at jeg ville være der, når de ankom. Jeg havde meddelt, at jeg ville gå en tur under deres besøg, så de hver især kunne have noget alenetid med ham og få taget ordentlig afsked. Da den første veninde ankom, fortalte jeg hende, at Thomas havde haft det meget dårligt de seneste par dage, og at han havde tendens til at hallucinere, men at hun ikke skulle lade sig afskrække. Hun græd, og vi gav hinanden et kram.

Thomas havde tidligere fortalt mig, at denne veninde skulle have hans højtelskede ur, når han gik bort. Jeg havde derfor taget uret med til hende. Da jeg gav hende uret, sagde hun til mig, at hun ville passe godt på det og give det til Mathilda, når hun blev større. Så kunne Mathilda bære sit fars ur og blive mindet om, hvor dejlig en far hun havde. Jeg syntes, det var en smuk tanke, og jeg begyndte selv at græde. Jeg forlod stuen, mens Thomas’ veninde satte sig over til sengen, hvor han lå. Jeg sagde til hende, at hun kunne sende mig en sms, når hun ville hjem, for så ville jeg komme tilbage og sige farvel til hende. Der gik ikke lang tid, før jeg modtog en sms fra hende. Jeg gik derfor tilbage til afdelingen, hvor veninden stod ude på gangen med våde øjne.

»Han siger, han er sulten,« fortalte hun.

»Ja, det tror jeg gerne. Han har ikke spist længe.«

Hun begyndte at græde.

»Jeg har sagt farvel til ham nu. Han har sagt, at det er vigtigt, at du finder kærligheden på ny, og at jeg skal sørge for at sparke dig i gang, hvis det er,« sagde hun videre.

»Det ved jeg godt, at han taler om,« svarede jeg og fortsatte: »Men det kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg gør, og det har jeg heller ikke lyst til på nuværende tidspunkt, men det er sødt af ham at sige.«

Så begyndte jeg også at græde. Vi krammede farvel, og jeg satte mig ind til Thomas. Jeg blev siddende hos ham, til den anden veninde kom. Mens veninden var hos Thomas og tog afsked med ham, fik jeg kontaktet flere af hans venner og kolleger. Jeg fik istandsat en besøgskalender for de næste par dage, men blev samtidig i tvivl om, hvorvidt Thomas ønskede at få flere besøg. Jeg havde svært ved at tale med ham om det, da jeg senere satte mig ind til ham, efter at den anden veninde var gået. Thomas lå i sengen og sov. Jeg kyssede ham på panden, næsen og munden. Så satte han sig pludselig op i sengen med åbne øjne. Han kiggede på mig.

»Jeg kan ikke parkere her,« sagde han og fortsatte: »Der er på en eller anden måde for lidt plads. Kan du se menneskene henne ved vinduet?«

Jeg tog Thomas’ hånd og strøg den over håndfladen. Han fjernede hånden og pegede på vinduet bag mig.

»Kan du se dem?« spurgte han mig igen. Nu nærmest insisterende.

»Hvem er det, der står derude?« spurgte jeg.

Thomas tog fat i mig fra sengen. Skubbede mig op og hen mod vinduet. Jeg anede ikke, hvor han pludselig fik de kræfter fra. Men han blev ved med at spørge mig, om jeg kunne se dem. Dem, der stod uden for vinduet. Jeg kiggede ud ad vinduet. Gennem ruden så jeg et areal med græs og et stort træ med grønne blade, samt blomster, der stod i fuldt flor. Men der var ingen mennesker at se. Skulle jeg fortælle ham, at jeg ikke kunne se nogen? Eller skulle jeg blot give ham ret i, at der stod mennesker ude foran vinduet?

Mens jeg vurderede, hvad jeg skulle svare ham, blev jeg ramt af en tanke om, at det måske kunne være afdøde mennesker, der kaldte på Thomas. Jeg blev bange for, om tiden var nær, og at der måske var kommet nogen, for at hente ham eller bistå ham på rejsen. Vise ham vejen. Mine tanker gjorde mig ked af det. Jeg svarede Thomas:

»Ja, jeg kan godt se dem. Jeg ser dem.«

Da jeg vendte mig om mod Thomas, lå han i sengen med lukkede øjne. Hans vejrtrækning var rolig, og han så fredelig ud. Jeg satte mig igen på stolen ved sengen. Tog hans hånd og kærtegnede den. Thomas sov tungt og fortsatte med at gøre det de næste par timer. Da jeg forlod ham, kyssede jeg ham farvel. Han vågnede, smaskede lidt, og hviskede farvel.

»Vi ses i morgen,« sagde jeg og gik. På vej ud ad døren vendte jeg mig om og iagttog ham. Jeg gik derpå tilbage til hans seng og kyssede ham i panden, på næsen og på munden. Thomas smilede pludselig. Jeg kunne se, at han nød det.

»Du er en værre én, Bassemor,« sagde han og smilede fortsat. Jeg havde svært ved at forlade ham. Men klokken var mange, og jeg var nødt til at gå. Pernille ville komme og sove hos Thomas natten over, og mine forældre ville passe Mathilda, så jeg kunne få sovet lidt. Jeg havde hårdt brug for søvn. Da jeg kom hjem, tog jeg en indslumringspille og gik direkte i seng. Uvidende om, at Thomas havde talt til mig for sidste gang.

Næste morgen tog jeg ud på hospitalet til Thomas. Han lå helt stille i sengen og sov med åben mund. Pernille fortalte, at Thomas havde været urolig om natten, og at de havde skruet op for medicinen og givet ham noget beroligende. Jeg satte mig ved siden af ham og tog hans hånd. Pernille tog hjem, og jeg sad hos Thomas i et par timer.

Ved frokosttid kom to af hans kolleger forbi for at besøge Thomas. Jeg talte lidt med dem ude på gangen, før vi gik ind på stuen til Thomas. Jeg fortalte dem, at han ikke rigtig var til stede på grund af den høje dosis medicin, han havde fået. Jeg fortalte dem, at jeg ikke vidste, om han ville vågne op, mens de var der, eller om han eventuelt ville hallucinere, men at jeg havde fået at vide, at Thomas kunne høre og føle. Det ville sige, at de godt kunne tale til ham og for eksempel ae ham på kinden eller på hænderne.

De to kolleger var meget berørte. Jeg spurgte dem, om de ville være alene med Thomas, for så ville jeg gå en lille tur imens. De ville dog gerne have, at jeg gik med dem ind på stuen. Jeg gik med dem hen til sengen, hvor Thomas lå og sov tungt. Jeg strøg ham over panden og fortalte, at hans to kolleger var her for at sige hej. derefter gjorde jeg plads til de to kolleger. De stod lidt uroligt, men efterhånden talte de til Thomas og faldt til ro med situationen.

De fortalte hver især, hvad de ville huske Thomas for, og at de begge ville savne ham. Jeg blev berørt af deres ord, og de to kolleger blev også berørte, da jeg efterfølgende fortalte dem ude på hospitalsgangen, at Thomas havde ytret ønske om, at de to skulle være med til at bære hans kiste ved hans bisættelse, i fald de selv gerne ville. Kollegerne udtrykte taknemmelighed og stolthed over det. Vi aftalte, at jeg ville kontakte dem, når Thomas var sovet ind, og vi krammede farvel med tårer i øjnene.

Efterfølgende valgte jeg at aflyse de besøg, som jeg ellers havde sat i stand dagen forinden. Thomas havde ikke været kontaktbar hele dagen. Jeg syntes ikke længere, det var værdigt for ham. Han havde gennem hele forløbet ikke ønsket, at det på nogen måde skulle blive uværdigt for ham. Jeg vidste, at Thomas ville føle, han lå til skue for andre nu. Han lå med åben mund og halvåbne øjne. Han var ikke længere i stand til at tale og kommunikere. Han lignede én, hvis hjerte når som helst kunne stoppe med at slå. Og da Thomas ikke ønskede genoplivning, vidste jeg, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før hans stærke hjerte ville give efter for kroppens kollaps.

Jeg sad hos Thomas en stund, og inden jeg tog hjem, strøg jeg ham over panden og fortalte ham, hvor højt jeg elskede ham. Jeg hviskede i hans øre, at det var okay, hvis han gav slip nu. Jeg fortalte ham, at jeg var klar, hvis han var klar. Jeg fortalte ham også, at jeg ville gå nu, og lade ham være alene et par timer, inden hans mor ville komme senere på eftermiddagen og være hos ham natten over. Jeg fortalte ham, at jeg ville komme til ham igen i morgen tidlig, og at vi dér ville være sammen igen, hvis han havde behov for, at jeg var hos ham, når han gav slip.

På vej ud ad døren vendte jeg mig om. Jeg iagttog ham.

»Farvel, min elskede Thomas,« tænkte jeg.

Da jeg lukkede døren bag mig, vidste jeg, at dette havde været mit farvel. Mit eget farvel. Jeg vidste endnu ikke, hvornår Thomas ville vælge at sige farvel og tage afsked med vores verden, men jeg vidste med mig selv, at jeg nu havde taget afsked med ham.

Jeg sov ikke den nat. Mathilda var urolig og vågnede ofte og græd. Jeg lå ved siden af hende på en madras på gulvet i hendes værelse. Jeg lå og tænkte på Thomas. Jeg vidste, Pernille var hos ham på hospitalet. Jeg vidste, hun passede godt på ham, og jeg vidste, at jeg ville blive ringet op, hvis Thomas døde i løbet af natten. Alligevel følte jeg, at jeg denne nat burde være hos ham. Jeg følte, at han ‘trak’ i mig. Kaldte han på mig?

Jeg afleverede Mathilda i vuggestue næste morgen og meddelte pædagogerne, at jeg troede, Thomas ville gå bort i dag. De var bekendt med situationen, men blev alligevel berørte over min udmelding. Jeg sagde, at jeg ikke vidste, om det blev mig eller en anden, der ville hente Mathilda om eftermiddagen, men at jeg ville ringe og give besked i løbet af dagen.

Derefter cyklede jeg mod Bispebjerg Hospital. Jeg gjorde dog et stop ved Landbohøjskolens have på Frederiksberg, hvor jeg satte mig ind på en bænk i solskinnet. Klokken var ni om morgenen. Jeg trak vejret dybt dér på bænken. Himlen var klar blå, og små ænder svømmede rundt i den lille sø midt i haven. Jeg tænkte, det var en smuk dag at dø på. Min elskede Thomas. Jeg rejste mig fra bænken, satte mig op på cyklen og cyklede i høj fart mod hospitalet. Jeg følte pludselig, at jeg havde travlt, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg satte cyklen ved indgangen til palliativ afdeling, og gik hurtigt ned ad gangen.

Normalt hilste jeg lige på personalet, før jeg gik ind på Thomas’ stue. Men ikke i dag. Jeg havde travlt. Jeg kunne mærke, jeg skulle være hos Thomas. Nu. Jeg åbnede døren ind til hans stue og satte mig på en stol ved siden af hans seng. Tog hans hånd og fortalte ham, at jeg var her. At jeg var hos ham. Jeg strøg ham over panden og kyssede ham. Thomas lå helt stille i sengen og kiggede tomt ud i luften i retning mod mig. Han havde halvt lukkede øjne og åben mund. Hans vejrtrækning begyndte pludselig at blive besværet, og hans hånd begyndte at blive kølig. Jeg trykkede på knappen efter personale.

En sygeplejerske kom ind og så til ham.

»Det bliver i dag,« meddelte hun i et medfølende toneleje.

»Hvornår?« spurgte jeg og fortsatte: »Om en time? Om seks timer?«

Jeg havde læst om de fysiske symptomer, der som regel opstod, når kroppen begyndte at give op. Jeg havde læst, hvordan hænder og fødder blev kølige, og hvordan vejrtrækningen kunne blive besværet.

»Jeg vil tro, at det sker i løbet af et par timer,« svarede hun og fortsatte: »Vi gav ham noget beroligende for lidt over en halv time siden.«

»Jeg vil gerne have, at han får noget smertestillende,« sagde jeg. Jeg var bange for, at den besværede vejrtrækning og de lidt anstrengte lyde, som vejrtrækningen medførte, kunne være tegn på, at han havde ondt. Omvendt vidste jeg også, at den hvæsende, skrællende og lidt stønnende vejrtrækning ikke nødvendigvis var et tegn på smerte, men blot et tegn på, at musklerne begyndte at slappe af og give efter.

Jeg ønskede dog ikke, at Thomas skulle føle smerte, så jeg bad om, at han fik lidt morfin, blot for en sikkerheds skyld. Sygeplejersken gav Thomas noget morfin, og vi blev enige om at kontakte Pernille, selv om det ikke var længe siden, hun forlod hospitalet. Sygeplejersken ville ringe til Pernille og fortælle, at Thomas’ vejrtrækning var blevet besværet, og at han nok gik bort i løbet af et par timer.

Hun forlod stuen, og jeg så på klokken. Den er kvart i ti om morgenen, og jeg havde kun været hos Thomas i et kvarter. Thomas begyndte at sige nogle udefinerbare lyde. Det var, som om han ville sige noget til mig, men han havde ikke kræfterne til det. Det udviklede sig til et halvkvalt skrig og derefter til en form for jamren. Jeg holdt om ham. Jeg sagde, at han kunne være helt rolig og tryg. At jeg var hos ham.

Med ro i stemmen fortalte jeg ham, at jeg ikke var bange, og at han heller ikke skulle være bange. At det var okay, at han gav slip nu, og at jeg var sikker på, at vi ville ses igen en dag, når det blev min tur til at forlade denne verden. At jeg håbede, han ville tage imod mig, den dag det skete. Jeg fortalte ham, at jeg elskede ham. At jeg elskede ham helt op til månen og tilbage igen. Sygeplejersken kom ind igen. Hun sagde, at hun ikke kunne få fat i Pernille, men at hun havde lagt en besked. Hun mærkede på Thomas’ hænder og fødder og sagde, at jeg skulle regne med, at det blev i løbet af den næste halve times tid. Hun spurgte mig, om jeg gerne ville have, at hun var på stuen sammen med os. Jeg sagde oprigtigt, at jeg gerne ville være alene med Thomas, og at jeg var tryg ved situationen.

Jeg prøvede selv at ringe til Pernille. Hun tog ikke telefonen. Jeg sendte en sms til hende, og satte mig så igen hos Thomas. Han var blevet rolig igen, og lå nu blot og trak vejret langsomt. Han var rolig, så længe jeg talte til ham. Så jeg fortsatte med at tale til ham. Jeg fortalte ham, at han altid ville være i mit hjerte, og at jeg ville elske ham til evig tid. Jeg aede ham på hænderne, strøg ham over panden og kyssede ham. Hviskede ham i øret, at jeg var hos ham, at vi altid ville have hinanden i hjertet. Jeg kunne mærke noget vådt på kinden og så nu, hvordan tårerne løb ned ad Thomas’ kinder fra hans øjne.

Han lå stadig, som han lå, da jeg kom for en halv time siden, men forskellen var blot nu, at han græd. Jeg havde ikke læst nogen steder, at øjnene løb i vand på døende mennesker, så jeg gjorde sygeplejersken opmærksom på hans øjne, da hun stak hovedet ind på stuen lidt efter for at se, hvordan det stod til.

»Thomas græder. Det er måske hans eneste måde, hans krop kan kommunikere på lige nu,« svarede hun og bøjede sig ned over ham.

»Anna er hos dig, Thomas,« sagde hun til ham og sluttede: »Vi kan godt mærke, du stadig er her, og Anna passer godt på dig. Hun er lige her hos dig. Hun sidder her og er hos dig.«

Hun klemte ham på skulderen, nikkede forstående til mig og forlod stuen. Fem minutter efter tog Thomas sit sidste åndedrag. Klokken var præcis ti. Jeg holdt hans hånd og begyndte at græde. Jeg rejste mig op og lagde mig halvt ind over ham. Holdt om ham og begyndte decideret at hulke. Og mens jeg krammede og kyssede ham, afspillede jeg sangen ’Over Byen’ på min mobiltelefon. En sang, som Thomas og jeg havde hørt sammen en del gange de sidste par måneder. Mellem min hulken sang jeg med:

Og nu står jeg her

Fanget i vrimlen

Langt væk fra himlen

Fra hvor du er

Da sangen var slut, og jeg havde tørret min næse og mine øjne, kom sygeplejersken ind igen. Hun mærkede efter hans puls. Den var ikke længere eksisterende.