H.C. Andersens Boulevard er kendetegnet ved susende tæt trafik, men tirsdag spærres en strækning om formiddagen og frem til eftermiddagen.

Seks vejtræer skal plantes i vejens midterrabat, og derfor lukkes der for trafikken fra klokken 9 til klokken 15 på den strækning af vejen, der afgrænses af henholdsvis Vesterbrogade i syd og Jernbanegade i nord. Det skriver KøbenhavnLIV.

»Begge vejbaner er spærret i tidsrummet 9 til 15, så vi forhåbentlig undgår at påvirke myldretidstrafikken alt for meget,« lyder det fra Teknik- og Miljøforvaltningen ifølge KøbenhavnLIV.

De seks huller til træerne er allerede anlagt, men på grund af Tour de France har man ventet med at plante træerne.

H.C. Andersens Boulevard er en af Danmarks travleste veje. I 2018 viste en opgørelse fra Vejdirektoratet, at H.C. Andersens Boulevard var den vej i Danmark, hvor det tog længst tid at køre én kilometer i myldretiden.

Det tog 7,1 minutter, hvilket svarer til en hastighed på kun otte kilometer i timen.

Denne artikel er skrevet af Berlingske.