I 2016 vajer Det Blå Flag på 314 af Portugals strande. BT Rejser har besøgt 5, der skiller sig ud

1Udsigt og kæmpebølger

Hvad: Nazaré

Hvor: 120 km nord for Lissabon

Fiskerbyen Nazaré byder på sandstrand og en betagende udsigt over stranden og Atlanterhavet. Nazaré har ca. 15.000 indbyggere og strækker sig fra byen ved torvet og sandstranden op til bydelen O Sítio på den 100 meter høje klint. Oppe fra toppen ligner de badende mennesker prikker, og badeteltene danner et frimærkelignende mønster på stranden. Turen op på klippen kan tilbagelægges på få minutter med kabelbane.

Nazaré er berømt blandt surfere, og det var f.eks. her, at den berømte surfer Garrett McNamara i 2013 surfede på en 30 meter høj bølge. Den søndag, vi besøger byen, er der hverken bølger eller surfere, men sol, marked og badegæster.

2Lange gangbroer

Hvad: Figueira da Foz

Hvor: 200 km nord for Lissabon, 140 syd for Porto

Det særlige ved badebyen Figueira da Foz er den 500 meter bredde strand. Turen ned til Atlanterhavet går via knirkende plankebroer hen over sandet. Når broerne ender, er sandet grovkornet, men det bliver finere og finere, jo nærmere vi kommer på havet.

Figueira da Foz ligger, hvor Mondego-floden munder ud i Atlanterhavet. Figueira er en af de berømte badebyer i Portugal med et væld af vandsportsaktiviteter, et kasino, restauranter, diskoteker, barer og masser af fortovscaféer. Derudover byder byen på Santa Catarina-fæstningen fra det 16. århundrede.

Uden for sæsonen er der roligt og idyllisk på stranden. I højsæsonen er der mange strandaktiviteter og stribede badetelte om dagen. Når solen går ned, starter det festlige natteliv.

3Stribede træhuse

Hvad: Costa Nova

Hvor: Ved Aveiro, 85 km syd for Porto

Costa Nova er en lille, charmerende tidligere fiskerby beliggende mellem havet og lagunen Ria de Aveiro. Byens særkende er de stribede træhuse, i alskens sommer-farver, der tidligere blev brugt af fiskerne. Husene lyser op i gaden ned mod lagunens havnefront og huser flere fiskerestauranter.

I Costa Nova bestemmer man selv, om man vil se ud over det barske Atlanterhav, som surferne elsker, eller ud over lagunen og sejlbådene. Stranden har det fineste sand og klitter, der giver læ. Costa Nova ligger syd for lagunens udmunding i Atlanterhavet.

4Sandtangen

Hvad: Torreira

Hvor: 53 km syd for Porto

Torreira er en lille ferieby, der ligger på den 25 km lange sandtange, der adskiller lagunen Ria de Aveiro fra Atlanterhavet. Man kommer lettest til Torreira fra nord, men det er også muligt at sejle til sandtangen fra Aveiro. Torreiras placering på sandtangen indbyder til afslapning.

De fleste gæster kommer for at nyde strandlivet og dyrke vandsport, som der er et stort udbud af. Byen har et torv med en bred gågade, der åbner sig ned mod sandstranden. Den dag, vi kommer forbi, er der ikke mange badende, men to livreddere. Vil man have afveksling fra strand og vandaktiviteter, så kan man se på fuglelivet i den 40 km lange lagune, hvor trækfugle gør stop. Torreira ligger nord for lagunens udmunding i Atlanterhavet.

5Klipper og sandstrand

Hvad: Praia de Santa Cruz

Hvor: 70 km nord for Lissabon

Praia de Santa Cruz er kendt for den varierede kystlinje, der veksler mellem sandstrande og klippeformationer. Kombinationen af sand og klippe giver en smuk kyststrækning og gør det muligt at finde steder med læ for vind og bølger. I Praia de Santa Cruz er der et stort udbud af aktiviteter på vandet. De mindre aktive kan slappe af på fortovet over stranden og nyde udsigten fra rød- og hvidstribede bænke under skyggegivende afskærmning.

Praia de Santa er en af mange strande på den 20 km lange strækning fra Assenta til Porto Novo, der byder på en blanding af sandstrande og klippeformationer.