Efter flere måneder med kritik, tvivl og utallige spørgsmål til regeringen om den planlagte asylstramning meddeler Venstre, at partiet i næste uge alligevel stemmer for regeringens lovforslag.

Selvom Venstre er i tvivl om effekten af regeringens asylstramning og har kritiseret det for at være ligegyldigt, vil partiet alligevel stemme for lovforslaget i næste uge. Men det bliver kun et lille ja, understreger retsordfører Karsten Lauritzen (V).

»Vi har gennem længere tid forsøgt at få regeringen til at lave reelle stramninger og gøre noget ved tilstrømningen af asylansøgere. Det må man nu konkludere, at det ønsker regeringen ikke. Det eneste, regeringen vil være med til, er det, der ligger på bordet nu - det er noget sjusk og makværk, men ikke desto mindre en meget lille stramning. Det er bedre end ingenting,« siger han.

Regeringens forslag betyder, at flygtninge, der ikke er personligt forfulgt, kun kan få midlertidig opholdstilladelse i Danmark - ligesom de må vente et år på at få familiesammenføring.

Venstre har i flere samråd og spørgsmål til regeringen sået tvivl om effekten af lovforslaget.

Adspurgt om det ikke er utroværdigt at lægge stemmer til et lovforslag, man har kritiseret og tvivlet på så længe, lyder svaret fra Karsten Lauritzen:

»Det mener jeg faktisk ikke. Vi har forsøgt at finde ud af, hvad lovforslaget betyder - og vi har hele tiden sagt, at hvis det var en reel stramning, så ville vi gerne være med. Vi kunne godt have ønsket os, at regeringen havde svaret klart, hvad det vil betyde for tilstrømningen af asylansøgere, og om man er villig til at gå videre.«

Spørgsmål: Hvilke stramninger vil I gerne have gennemført?

»Vi ønsker bare generelle opstramninger på asylområdet, som rammer tilstrømningen. Regeringen har på en lang række områder gjort det mere attraktivt at søge om asyl i Danmark. Det ønsker Venstre at rulle tilbage, så Danmark bliver et mindre attraktivt land at søge asyl i,« siger Karsten Lauritzen.

Lovforslaget skal tredjebehandles tirsdag i næste uge. Det ventes at blive vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.