Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) er parat med flere nye initiativer, som med fokus på såvel skatteydere som skatterådgivere skal gøre det sværere at gemme penge for myndighederne i udenlandske skattely.

Regeringen har afsat 40 millioner kroner over de næste fire år til skattelyprojektet, hvor embedsmænd og eksperter blandt andet skal se på, hvor der er huller i lovgivningen, og om der er særlige metoder, der går igen, når skatteål på ulovlig vis sender penge ud af landet.

»Det er ulovligt, og det er uacceptabelt, når skatteydere gemmer værdier, de har skabt i Danmark, i skattely. Værdier, som er skabt med det danske velfærdssamfunds tjenester, ydelser og infrastruktur som fundament. Derfor er indsatsen mod skattely en hovedprioritet for denne regering,« siger skatteministeren i en skriftlig kommentar.

Han lægger samtidig op til, at der gennemføres en undersøgelse af, om der er mulighed for en bedre udnyttelse af allerede eksisterende internationale udvekslingsaftaler om skatteoplysninger i forbindelse med skattely.

»Skat har i dag en meget målrettet indsats mod skattely, og indsatsen har allerede givet gode resultater. Med det nye skattelyprojekt styrker vi Skats muligheder for at blive bedre til at identificere nye former for skattelykonstruktioner, mens vi samtidig lægger op til øget internationalt samarbejde,« forklarer Holger K. Nielsen.

Han er også klar med en tværministeriel taskforce, der skal styrke samarbejdet mellem myndighederne og se på lovgivningen på skatteområdet. Samtidig vil regeringen have et kodeks for god skatterådgivning, og derfor lægger den op til et styrket samarbejde med rådgiverne, så man kan diskutere deres ansvar i forbindelse med placering af skattekroner i skattely.

»Den seneste tids afsløringer har vist, hvor afgørende en rolle rådgiverbranchen spiller. Jeg vil tage initiativ til at etablere et styrket samarbejde med branchens aktører for blandt andet at få udarbejdet et kodeks for god skatterådgivning,« uddyber Holger K. Nielsen.

DR har med en række dokumentarudsendelser sat fokus på, at både virksomheder og den enkelte skatteyder uden de store problemer kan få hjælp til at skjule skattekroner i udlandet.