Hvis regeringen vil have et bredt finanslovforlig, skal skatten ned på multimedie, pension og iværksættere, siger Anders Samuelsen.

Hvis finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil have et bredt borgerligt flertal med Liberal Alliance bag næste år finanslov, skal der skattelettelser på bordet.

Det fastslår Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, efter torsdagens møde med finansministeren.

Helt konkret nævner Samuelsen multimedieskatten for ansattes bærbare computere og mobiltelefoner, skatten på større private pensionsopsparinger samt iværksætterskatten.

- Nu ligger bolden hos regeringen. Hvis de gerne vil have et bredere forlig, så skal de ind på den bane. Ellers har de Per Ørum (Jørgensen fra Kristendemokraterne, red.), som de kan lave en aftale med, siger Anders Samuelsen.

Per Ørum Jørgensen besidder det afgørende 90. mandat sammen med Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Liberal Alliance har allerede firet på sine krav om at fjerne efterlønnen samt lægge et skatteloft på 40 procent over personlig indkomst.

Desuden er ti krav fra partiets sommergruppemøde kogt ned til de nævnte tre skattekrav, påpeger Anders Samuelsen.

Spørgsmål: - Er det vigtigt for jer at være et "ansvarligt parti", som er med til at sikre flertal for finansloven?

- Ja, det er vigtigt at vise, at vi er et ansvarligt parti. Men multimedieskatten har vist sig at have kostet 50.000 hjemmearbejdspladser. Det er uansvarligt, siger Anders Samuelsen, og fortsætter:

- Særskatten på pensioner sender et signal til pensionister om, at det ikke kan betale sig at spare op. Det er uansvarligt. Og iværksætterskatten har forhindret investeringer på op mod 15 milliarder kroner i Danmark. Det er også uansvarligt.

Anders Samuelsen mener, at multimedieskatten, særskatten og iværksætterskatten er udtryk for, at regeringen fører socialdemokratisk skattepolitik.

- Det vil vi gerne hjælpe dem med at komme af med igen, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/