Johanne Schmidt-Nielsen har meldt ud, at hun er »ret irriteret«, fordi hendes skattekroner går til at aflønne præster, selvom hun ikke er medlem af folkekirken. Folk på de sociale medier raser, for hvorfor skal de betale hendes politiker-løn, når de ikke er medlem af Enhedslisten eller er enige med hende?

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen vil have adskilt kirke og stat.

Hun er nemlig godt og grundigt træt af at »betale til en forening, som hun ikke er medlem af.«

Irritationen er blusset op, fordi en bornholmsk præst i DR-programmet »De unge præster« udtaler, at kvinder ikke må være præster, at homoseksualitet er forkert, og at fraskilte ikke må gifte sig igen.

Johanne Schmidt-Nielsen udlægger sin frustration på Facebook, men hvis hun troede, at hun var irriteret, skulle hun tage et kig på kommentarfeltet.

Folk på sociale medie raser, mens de sidestiller hendes argumentation med, at de absolut heller ikke gider betale løn til politikere, som de ikke deler mening med, at de ikke gider betale til folkeskoler, når de er barnløse og mange andre opfindsomme eksempler.

Et suverænt mindretal blandt de 860 personer, der, i skrivende stund, har givet sig tid til at kommentere, er dog enige med Johanne Schmidt-Nielsen. Opmærksomheden stopper dog ikke her.

502 har delt opslaget, mens over 9.000 har reageret på det.

Bedst som man troede, at de sociale medier for længst havde stemplet præsten som både »kvindeundertrykker«, »middelaldervæsen« og en »klaphat«, er der dog et par, som faktisk forsvarer præsten.