Når Tina Müller engang i fremtiden tænker tilbage på sportssommeren i 2024, kommer et ord formentlig til at indkapsle den perfekt: vanvittig.

For når DR-værten pakker kufferten og flyver til England for at dække Wimbledon sidst i juni, kan hun se frem til nogle vilde og tætpakkede måneder, hvor hun også skal dække OL og De Paralympiske Lege i Paris.

Vi skal frem til 8. september, før den intense sportssommer er overstået, og Tina Müller kan slå benene op.

Men undervejs skal der tages højde for et helt særligt menneske i den store kabale: Den lille datter Emma på under to år.

Tina Müller var også vært for DR's dækning af OL i 2021. Her fra DR's studie på tagterrassen af Experimentarium i Hellerup.
Tina Müller var også vært for DR's dækning af OL i 2021. Her fra DR's studie på tagterrassen af Experimentarium i Hellerup. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Emma skal jo igen være en del af Wimbledon. Lige nu er hun kun halvandet år, men hun kommer til at overvære sit andet Wimbledon,« fortæller Tina Müller, der også var til den prestigefulde turnering i fjor, med et grin.

I år kræver det dog en helt særlig indsats at få puslespillet til at hænge sammen, når rejsen ikke kun går til England i nogle uger, men strækker sig over måneder og slutter i Paris.

»Vi har heldigvis verdens bedste flyvende farmor, der hjælper os, når det hele spidser til. Jeg har jo på ingen måde lyst til at være væk fra Emma i 14 dage eller tre uger, så jeg prøver at regne hende med i vores rejseri,« siger Tina Müller, hvis kæreste, Anders, også skal dække OL.

»Når vi begge er afsted, så er det klart, at hun skal indgå i vores planlægning. Men hvordan vi lige gør det i Paris, ved vi ikke endnu.«

Sidste år tog hele den lille familien til London i ugerne, hvor Wimbledon stod på – og idéen er altså, at Emma igen skal med rundt.

»Vi er vant til det, og det er hun også. Det er, hvad man gør det til. Selvfølgelig er det ekstra planlægning, fordi man ikke bare skal tage hensyn til sig selv. Men det er enormt dejligt, at det kan lade sig gøre.«

Mens den rutinerede DR-vært glæder sig til igen at være en del af tennisturneringen i det engelske, står OL – og særligt De Paralympiske Lege – også værtens hjerte nært.

»Jeg dækkede De Paralympiske Lege i 2016, og jeg ved, hvor stort og rørende, det er. De her atleter er en kæmpe inspirationskilde, hvis betydning for rigtig mange, vi ikke må undervurdere. Det betyder meget for mig,« fortæller Tina Müller.

»Man kommer tættere på atleterne end til det klassiske OL. Man har mere tid med dem, man får nogle andre historier. Der er noget med det her nærvær og nærheden. Det er fascinerende.«

OL i Paris løber af stablen fra 26. juli til 11. august, mens de Paralympiske Lege varer fra 28. august til 8. september.