Der buldres på krisetrommen i international luftfart, som oplever de dårligste væksttal siden sars-krisen i 2003.

International luftfart er ramt af de dårligste væksttal i fem år. Det viser en opgørelse fra den internationale luftfartsorganisation (IATA). Flyselskaber, lufthavne og myndigheder opfordres til at tage krisen alvorligt og sørge for de nødvendige besparelser.

- Flysektoren er i krise. Årets tab kan nå op på 29,1 milliarder kroner, der helt sletter de 26,8 milliarder kroner, flyselskaberne tjente i 2007. Faldende efterspørgsel og stigende omkostning betyder nye tider for industrien, siger IATA's direktør, Giovanni Bisignani.

Advarslen kommer efter et samlet blik på trafiktallene for juni 2008. Fragttallene faldt med 0,8 procent i forhold til juni 2007. Efterspørgslen fra passagererne steg kun med 3,8 procent, og det er den laveste vækst siden 2003, hvor sygdommen sars hærgede luftfarten. Og der bliver virkelig slået på trommen med negative toner.

- Med faldende tillid fra forbrugere og virksomheder og skyhøje oliepriser, bliver situationen værre, siger direktøren.

IATA repræsenterer 230 flyselskaber.

/ritzau/