Efter uenighed med bestyrelsen stopper Peter S. Meyer som direktør for kunstmuseet Trapholt i Kolding.

Trapholt kunstmuseums direktør, Peter S. Meyer, fratræder sin stilling. Han og bestyrelsen er nemlig uenige om, hvordan museet skal tackle et underskud på 1,4 millioner kroner fra regnskabet i 2005.

Bestyrelsesformand Per Bak udtaler i en pressemeddelelse, at Peter S. Meyer har gjort sit arbejde godt, men:

- Uenigheden om fremtiden er imidlertid så dyb, at vi er enige om, at samarbejdet må stoppe.

Tidligere på året måtte museet i Kolding fyre tre ansatte på grund af underskuddet.

Trapholt kom for alvor på landkortet, da museet blev sagsøgt for at blende guldfisk, men sidste år faldt museets besøgstal fem procent i forhold til året før. Det kan skyldes, at museet har fået nye konkurrenter i form af kunstmuseet ARoS i Århus og oplevelsesparken Danfoss Universe på Als.

/ritzau/