Sterling foretager en udskiftning på direktørposten. Islændingen Almar Örn Hilmarsson smutter, og bliver afløst af Reza Taleghani fra JP Morgan.

Lavprisflyselskabet Sterling skifter direktør. Det skriver rejsemagasinet Take Off. Efter tre år i spidsen for Sterling stopper Almar Örn Hilmarsson. Islændingen kom til i sommeren 2005, og han har været direktør for Sterling i turbulent periode med trange økonomiske kår.

Den nye direktør hedder Reza Taleghani, og han kommer fra en stilling hos investeringskoncernen JP Morgan i New York, og han kommer til en virksomhed, hvor bestyrelsen netop har afsløret, at man overvejer en børsnotering inden for en overskuelig årrække. Et årsregnskab ventes snarligt, som skal vise hvor hårdt Sterling har været ramt af de stigende brændstofspriser i 2007.

Reza Taleghani har en bachelorgrad i historie og en MBA fra Villanova School of Business. Det ventes, at han om kort tid flytter til Danmark.

/ritzau/