Duel om bilkunderne når kinesisk bilproducent i 2011 lancerer ny elbil og opstiller ladestationer i konkurrence med amerikansk elbilfirma og Dong.

Der er lagt op til en benhård kamp om danske bilejere, når to af verdens mest fremskredne elbilkoncepter kommer i direkte duel om kunderne i Danmark allerede i 2011. Over for Børsen Klima udpeger den kinesiske elbilproducent BYD nu Danmark som det første marked i Europa, hvor selskabet vil markedsføre sine elbiler og opstille ladestationer i stor skala. I forvejen står det klart, at Danmark bliver testland for det californiske elbilkoncept Better Place i samarbejde med Dong Energy og Renault.

BYD, der er en forkortelse for Build Your Dream, satser på Danmark som sit første europæiske testmarked i 2011, fordi "Danmark har den bedste afgiftspolitik blandt EU-landene i forhold til elbiler", siger salgschefen for BYD, Henry Z. Li.

BYD er allerede ved at etablere et salgs- og distributionskontor i Danmark, som både skal lancere hybridbilen 3F DM og den rene elbil E6. Selskabet regnes for at være blandt verdens mest seriøse bejlere til at levere fremtidens elbiler.

/ritzau/