Danskerne ser ikke optimistisk på økonomien. Forbrugertilliden faldt fra januar til februar, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden faldt i februar til -11,3 fra -9,1 i januar, viser den nyeste opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det skyldes ifølge talfabrikken, at danskernes vurdering af landets økonomiske situation er faldet meget i forhold til for et år siden. Samtidig er vurderingen for det næste år også faldet.

I Jyske Bank peger seniorøkonom Niels Rønholt på, at det så særlig slemt ud i slutningen af 2008.

- Under alle omstændigheder er der nok ingen tvivl om, at bunden for danskernes forbrugslyst blev nået i fjerde kvartal, hvor panikken bredte sig som ringe i vandet i takt med, at Nationalbanken i en periode satte renten op, mens ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) satte renten ned. Nu hvor røgen lægger sig, er der mulighed for, at omsætningsfaldet i butikkerne langsomt bliver bremset op, udtaler Niels Rønholt i en kommentar til tallene.

Danskerne mener, at deres egen økonomi har det bedre end for et år siden.

Til gengæld er forventningen til økonomien om et år sammenlignet med i dag faldet. Danskerne forventer uændrede eller faldende priser i løbet af det næste år.

/ritzau/