Der var noget i luften - men mere regn end amoriner - ved den royale familiefest på Sofiero Slot.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Forældre til prinser og prinsesser i den giftefærdige alder havde uden tvivl store forhåbninger til dagen i går, hvor 45 kongelige holdt familiefest på Sofiero Slot lidt uden for Helsingborg.

Ikke siden Frederik og Marys bryllup har så mange ungkarle-prinser og single-prinsesser været ført sammen på én gang, så det lå i luften, at der kunne komme nogle meget gode resultater ud af festlighederne, som blev holdt i anledning af slottets 100 års jubilæum.

Joachim ankom som selskabets mest nybagte ungkarl efter sin skilsmisse, og mon ikke Dronningen var mere tryg ved at se ham omgivet af kongelige familiemedlemmer, der ved, hvordan man sidder rigtigt på en guldstol, fremfor kåde diskoteksgæster ved en bar i Jylland.

Det var også Dronningen, som havde stået i spidsen for festlighederne sammen med sin fætter, den svenske kong Carl Gustaf, og som afslutning på dagen inviterede hun hele familien til middag på Dannebrog nede i Helsingborg Havn.

Det meste af dagen foregik dog på Sofiero, hvor dronning Ingrid voksede op hos sine forældre Gustav Adolf og Margarete, som flyttede ind for nøjagtig 100 år siden.

Fotografernes yndlinge
Her strakte festlighederne sig over så mange timer, at alle kunne nå at få en sludder med hinanden, og for den gravide danske kronprinsesse var det også en god mulighed for at lære Frederiks kongelige familiemedlemmer bedre at kende.

Blandt andet kunne hun snakke med de to svenske prinsesser Victoria og Madeleine. De to kongelige kvinder, som bedre end nogen andre kan sætte sig ind i Marys situation, hvor man konstant er fotografernes yndlingsmotiv.