85.000 danskere har søgt om at få del i renoveringspuljen på 1,5 milliarder kroner. De fleste får tilsagn om støtte, men der er stadig penge at hente i puljen.

Næsten alle de danskere, der har søgt om del i renoveringspuljen, kan glæde sig til at få støtte til nye vinduer eller badeværelser. Indtil videre har 85.000 danskere ansøgt om at få støtte, og mange af dem får tilsagn.

Der er dog stadig mulighed for at få økonomisk hjælp til renovering af hus eller lejlighed, for pengene fra puljen slipper ikke op de næste par dage. Mens der var ansøgningsstorm tirsdag, er vinden stilnet af onsdag.

- Der er meget fredeligt i dag. Vi registrerer cirka 1000 ansøgninger i timen. I går formiddags var vi oppe på 20.000 i timen. Vi vurderer løbende, hvornår vi skal lukke puljen, og derfor har vi ikke noget endeligt bud på, hvornår det sker. Men hvis det fortsætter på denne her måde, så er der stadigvæk penge ind i næste uge, siger vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Henning Steensig til Ritzau.

Den første byggelystne boligejer fik allerede tilsagn onsdag morgen klokken otte - 23 timer efter Erhvervs- og Byggestyrelsens postboks og telefoner blev åbnet for ansøgninger.

/ritzau/