Indrømmet, det tager et par omgange at få albummet helt ind under huden. Men det er tålmodigheden værd.
Der skulle gå fem år fra Jooks' debutalbum til denne opfølger. For Jooks har perioden budt på både turbulens og en beslutning om ikke at udgive musik, til igen at bruge musikken til at som et kommunikationsredskab. Det kom der rigtig gode samarbejder med både Klamfyr/Orgi-E og Suspekt ud af – og den rejse gav blod på tanden til et nyt album. Dyr.
Albummet lægger ud med Etableret, som tegner et billede af en mand, der ikke kun er etableret i en familiemæssig sammenhæng – det er et nyt ståsted Jooks har, og det er herfra albummet kommer. De 13 skæringer er på mange måder typisk Jooks, hvilket er ment på den bedst tænkelige måde. Jooks er tilbage med sin tilbagelænede og skarpe stil, og flowet veksler mellem det helt drævende og det hurtigtflyvende. Han kigger både ind- og udad i et sammensurium af tunge og lette emner fortalt med selvironi, humor og kritiske øjne på den virkelighed, vi lever i.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ikke er et album, der fungerede med det samme – for undertegnede, i al fald. Måske er det fordi det på sin vis varierer så meget i sin musikalske stil, at det kan være lidt svært at finde en rød tråd (fra 80'er-agtigt pop i Høj til det mørke og tunge i Når Børnene Sover (feat Orgi-E)). Måske er det fordi Jooks er bedst, når beatet er i den hårde ende, og albummet byder på en del af det blødere. Måske handler det bare om smag og/eller tilvænning, for jo flere gange albummet kører, jo mere vinder det – både musikalsk og tekstligt – og jo større bliver glæden over, at Jooks besluttede at komme tilbage på banen. Han har været savnet.
