Beatday09 får lækkert besøg af det amerikanske Band of Horses, engelske Arctic Monkeys og Ålborgensiske Oh No Ono.

I august oversvømmede Beatday08 Docken i Københavns nordhavn med navne som Sigur Rós, Mercury Rev og Veto. Et brag af en weekend der trods manglende sol og et rend af emsige vagter fik de musikglade københavnere til at kræve mere.

Og det får de i år. Beatday09 hiver pløkkerne op fra den olierede havnegrund og ud til Valbyparken, og her skal Band of Horses, Mew, Arctic Monkeys, Oh No Ono og Basement Jaxx så ovenpå sommerens festivaler servere musikdesserten. Udover disse navne vil yderligere 11 blive præsenteret inden forsalget begynder.

Billetsalget starter den 2. marts og fortsætter så længe der er plads.