25-årig polak har haft en alternativ forretning: Falske pantmærker er blevet klistret på dåser og flasker.

Flaskeautomater bliver af og til fuppet, når folk har forsynet dåser og flasker med falske pantmærker.

Det seneste eksempel stammer fra Falster, hvor en polsk mand menes at have tjent i hvert fald 3000 kroner på at platte systemet. På hans værelse i Stubbekøbing har politiet desuden fundet 2500 mærker, som var klar til brug.

Både Daglibrugsen i Nørre Alslev og en forretning i Stubbekøbing er blevet fodret med dåser og flasker med de falske mærker, fortæller Steen von Würden i lokalpolitiet i Nykøbing Falster.

Den 25-årige mand fremstilles onsdag i et grundlovsforhør i retten. Han sigtes for bedrageri, ligesom han også har stjålet elektricitet. Han havde trukket en forlængerledning til et udvendigt strømudtag hos naboen, som derfor fik en for stor regning.

For en måneds tid siden blev to rumænske mænd opdaget med falske pantmærker i et telt nær Njalsgade på Amager. Her var der stregkoder nok til at udløse boner på op mod 2000 kroner.



/ritzau/