Politiet havde ikke tilladelse til at nedsætte hastigheden til 30 kilometer i timen ved et vejarbejde i Holsted. Derfor må myndighederne trække 117 sager om fartovertrædelser tilbage.

Syd- og Sønderjyllands Politi er blevet tvunget til at opgive 117 hastighedsovertrædelser.

De mange lovbrud blev begået ved et længerevarende vejarbejde i Holsted i Sydjylland. Her følte arbejderne sig utrygge og udsatte, selv om fartgrænsen var blevet sat ned til 40 kilometer i timen, så derfor besluttede politiet og Vejen Kommune at sætte grænsen yderligere ti kilometer ned og udlægge fartbump.

Det fik dog ikke alle bilister til at lette foden fra speederen, så ved fartkontroller blev 117 af dem altså fanget i fælden. Heraf fik 23 et eller flere klip i kortet, mens ti fik betinget frakendelse af førerretten.

Men de mange sager skal altså nu droppes, da Syd- og Sønderjyllands Politi har opdaget, at der i forbindelse med nedsættelsen af hastigheden mangler en godkendelse fra Justitsministeriet. Den skal til, når man nedsætter hastigheden til 30 kilometer i timen eller derunder.

»Vi mener stadig, at det for at beskytte vejarbejderne var velbegrundet at nedsætte den maksimale hastighed på stedet. Men vi er nu gået i gang med at opgive påtalen i sagerne, eftersom den særlige tilladelse fra Justitsministeriet mangler,« siger politiinspektør Frits Kjeldsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den manglende tilladelse betyder, at de bilister, der har fået en bøde, men ikke betalt den, vil få besked i deres e-boks om, at bøden ikke skal betales. Betalte bøder refunderes, og samtidig annulleres klip i kørekortet og betingede frakendelser.