Topmodellen Chrissy Teigen er kendt og elsket for at være en af de få stjerner i Hollywood, der taler lige ud af posen og ikke er bange for at sige tingene, som de er.

Således var hun også fuldkommen ærlig under et event fredag aften, hvor flere skønhedsmagasiner var inviteret til en præsentation af en ny make up-palette, som Tiegen har lavet i samarbejde med kosmetikmærket Becca Cosmetics.

Flere roste Teigens naturlige og smukke udseende, og topmodellen forklarede selv, hvordan mange altid spørger hende, hvorvidt hendes karakteristiske runde kinder er ægte eller falske. Og kinderne er nu ægte nok, forsikrede Teigen, men det er stort set også det eneste i hendes ansigt, der ikke er pillet ved.

»Alt ved mig er falsk undtagen mine kinder,« sagde modellen jokende til arrangementet ifølge magasinet Byrdie, som selv var til stede.

Herefter pegede hun ifølge mediet på sin pande, sine læber og sin næse og konstaterede, at det hele altså var falsk.

Mange modeller, skuespillere og sangere kommenterer sjældent på, hvorvidt de har fået lavet plastikoperationer eller ej, og derfor kom det også umiddelbart som en overraskelse for magasinet Byrdie, at Chrissy Teigen så bramfit udtalte sig om sine egne operationer, men for modellen selv var der intet underligt i at fortælle tingene, som de var.

Hun fortalte under eventet, at hun hverken var bange for at tale om, hvad hun havde fået lavet - ligesom hun heller ikke fortrød noget af det.

Udover ansigtet har Chrissy Teigen også været under kniven for at få kroppen til at stå endnu skarpere. Således fortalte hun, at hun blandt andet har fået fjernet fedt fra sine armhuler.

»Jeg fik mine armhuler suget ud,« fortalte hun bramfrit under fredagens event ifølge Byrdie og flere internationale medier.

Hun konstaterede dog samtidig med et grin, at det hele nu var tilbage igen.

Siden har flere internationale medier skrevet historier om eventet, og Chrissy Teigen har selv på Twitter præciseret, at det naturligvis ikke var ment bogstaveligt, at hun har fået lavet operationer overalt - selvom hun dog har fået foretaget operationer.

'Husk aldrig at joke, nogensinde (Jeg fik lavet armhulerne, fortryder intet undtagen at det tydeligvis er kommet tilbage),' skriver Teigen.

Topmodellen er gift med musikeren John Legend, og de har sammen en datter på et år.