Kevin Magnussen var flyvende i sin første officielle formel 1-test for McLaren. Og ifølge ham selv forløb testen over al forventning.

Kevin Magnussen imponerede stort, da han satte hurtigste omgangstid i sin McLaren-racer på Yas Marina-banen i Abu Dhabi i forbindelse med den årlige Young Driver test.

Sporten.dk fangede den 20-årige dansker umiddelbart efter, at han havde parkeret sin McLaren-racer i pitten.

- Det var super sjovt. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik så mange omgange, som jeg fik. Det var rigtig fedt, siger Kevin Magnussen til sporten.dk over telefonen.

Kevin Magnussen fik 40 omgange i McLarens officielle formel 1-racer på banen i Abu Dhabi side om side med flere af verdens allerstørste største talenter hos andre formel 1-teams, blandt andre Red Bull, der fører teamstillingen i formel 1.

- Det overgik langt mine forventninger. Man kan slet ikke forestille sig, hvordan det er at køre formel 1. Det er en helt anden verden. Det var rigtig vildt, fortæller Kevin Magnussen.

Selvom han satte hurtigste omgangstid, så er det bare en ekstra bonus. For McLaren bruger primært testen til at udvikle bilen og vurdere Kevin Magnussens evner til at arbejde med teamets folk i pit lane. 

- Men hvis der kommer en god omgangstid, så er det perfekt, men vi er her primært for at teste, siger Kevin Magnussen.

Torsdag aften lokal tid får han igen chancen for at vise talentet frem i McLarens formel 1-racer.