De fleste af de 26 spillere i den nyligt udtagne danske landsholdstrup har formentlig været vant til at være blandt de først valgte, når der skulle sættes hold til fodboldkampene i skolegården.

Men mange af dem må nu se sig forbigået, når Kasper Hjulmand tirsdag indkalder til eksklusivt ledermøde i landsholdslejren.

Den danske landstræner løftede nemlig allerede mandag sløret for, at hans ledergruppe til denne samling ikke længere blot består af de tre ledende og mest erfarne spillere i gruppen; Simon Kjær, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel.

»Når jeg indkalder til ledermøde tirsdag, så tror jeg, at vi er en 10-11 spillere, fordi det er så stærke spillere, der er sammen,« fortalte Hjulmand på pressemødet mandag.

Her satte han også navne på nogle af de spillere, der kommer til at deltage i mødet og dermed ifølge Hjulmand selv får indflydelse på både spillestil og den fremtidige kultur.

»Det kommer til at dreje sig om både måden, vi spiller på, eksekvering af kampe, og hvordan vi samarbejder bedst. Desuden også hvordan kulturen på landsholdet skal nyskabes og genfortælles, og hvordan vi optager nye medlemmer af den, så vi er 100 procent optimalt forberedte på at eksekvere og vinde kampe,« forklarer Hjulmand om dagsordenen på et sådant møde.

Det drejer sig om mere erfarne spillere som Yussuf Poulsen, Pierre-Emile Højbjerg, Jannik Vestergaard og Thomas Delaney, mens også en række af de fremadstormende unge landsholdsspillere som Rasmus Højlund, Morten Hjulmand og Viktor Kristiansen får lov at deltage.

Simon Kjær, Christian Eriksen, Jannik Vestergaard og Rasmus Højlund nævnes alle som en del af Hjulmands ledergruppe.
Simon Kjær, Christian Eriksen, Jannik Vestergaard og Rasmus Højlund nævnes alle som en del af Hjulmands ledergruppe. Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Når landstræneren på den måde håndplukker 11 potentielle ledere, betyder det også, at 15 spillere må stå tilbage med spørgsmålet om, hvorfor netop de ikke er blevet valgt. 

Landstræneren ryster dog afvisende på hovedet, da snakken tirsdag falder på utilfredshed blandt de fravalgte.

»Nej, nej nej. Nej, slet ikke,« siger han og forklarer herefter, hvordan de 10-11 er blevet udvalgt, og hvad der adskiller dem fra de øvrige profiler.

»Dem vælger jeg bare. Det er mig, der føler, at der er en gruppe – der også inkluderer unge spillere – som kan være med til at påvirke hele gruppen på forskellige måder.«

»Christian (Eriksen, red.) snakker jeg for eksempel altid fodbold med. Kasper (Schmeichel, red.) er ekstremt generøs og ekstrovert, mens der også er masser af lederpotentiale i Morten Hjulmand, som man ikke kan holde nede,« forklarer den danske landstræner, som ikke mener, at for mange ledere i truppen kan føre til kontroverser.

»Ikke hvis man har det mindset, at lederskab er et holdspil. Det er klart, at hvis man tror, at lederskabet handler om, at dunke andre ned, så man selv kan være stor og stærk, så kan man have for mange. Men ikke hvis man vil holdet det bedste og er generøs,« tilføjer han.

Det danske landshold skal på sin første prøve i 2024, når Schweiz lørdag venter i Parken, mens Færøerne på tirsdag byder Hjulmands tropper op til dans på Brøndby Stadion.