I fængslet skal du slå først for at overleve. Udenfor overlever du aldrig, hvis ikke du lader være. Berlingske taler med to kriminelle om hvilken stemme, straffede har i samfundet, og om hvorfor vi andre overhovedet skal høre på nogen som dem.

Tom Rostved fisker mobilen frem fra lommen i den blå hættetrøje, trækker stolen ud og vender sig væk fra diktafonen. Ja, journalisten må altså undskylde, indskyder han. Men der er virkeligt meget bureaukrati, der skal ordnes i dag. Banker der skal ringes til, politi der skal underrettes, kreditorer der skal varsles.

I sidste uge fik han stjålet sin pung på Hovedbanen, og nu er der ingen penge til at betale huslejen eller telefonregningen. I »det gamle regime« ville den slags banaliteter kræve en enkelt opringning, så kunne Tom lave 10.000 eller 100.000 kroner på et øjeblik. Men så ville han også ryge tilbage i fængslet, og denne gang ville han næppe kunne slippe uden om en forvaringsdom.

Tom Rostved er 44 år og har sammenlagt siddet i fængsel i 20 af dem.

Berlingske har mødt ham til en snak om, hvilken stemme kriminelle har i samfundet i dag, og hvorvidt det er rimeligt at give stemmeret og spalteplads til mennesker som ham, der har forbrudt sig mod fællesskabet.

Tom Rostved er dømt for blandt andet kidnapning, væbnet bankrøveri og for at have kørt inkassovirksomhed og klippet fingrene af folk, der skulle afkræves betaling i det kriminelle miljø.

I dag afsoner han sidste del af sin dom på en lille udslusningspension i Engelsborg i Lyngby forbeholdt dømte, der er »stærkt motiverede for at ændre deres liv«. Og det er han, insisterer Tom Rostved. For at forblive clean fra det kokain-misbrug, der har hærget hans liv, siden han var 15, stoppe med at lammetæve folk og ikke længere være en belastning for alle omkring sig.

»Men er du sindssyg, det er langsommeligt at være lov-lydig,« siger han og går rastløst omkring i rummet.

»Problemet er, at du slet ikke fatter, hvad normal opførsel er. Hele mit liv har jeg styret efter et eneste princip: Jungle-loven. Sådan er det at være kriminel: Viser du svaghed, går de andre efter struben. Ét er at blive prøveløsladt, noget andet at afmontere alle de gamle mekanismer, du kender fra fængslet, og lære at sidde i telefonkø og vente til det bliver din tur til at tale med banken.«

En del af samfundet

Vi sidder på Cafe Exit – en organisation på Vesterbro, der støtter indsatte i at begynde på en frisk uden for fængslet – og drikker caffe latte. Ved siden af Tom Rostved sidder 26-årige Malik Mathiassen, som er på sidste halve år af sin prøveløsladelse efter en fire et halvt år lang dom for væbnede røverier.

Det er kun godt 60 år siden, at straffefanger som den sidste gruppe i demokratiet efter kvinder, tjenestefolk og fattige fik stemmeret i 1953. I dag må også kriminelle deltage ved folketingsvalgene og er altså formelt en del af samfundet.

Men hvorfor skal vi andre høre på jer, der har røvet banker og klippet fingre af folk?

»Vi har jo fået vores straf af samfundet og er på krop og sjæl resultatet af de beslutninger, politikerne tager. Jeg synes, alle har ret til at blive hørt, ligegyldig om man er hjemløs eller kriminel eller rig. Ellers har samfundet givet op på os på forhånd,« siger Malik Mathiassen, som ligesom Tom Rostved har været stof- og alkoholfri i flere år.

»Mange synes bare ikke rigtigt, det gælder, hvad man har at sige, for skulle jeg egentlig ikke bare i brummen igen? Men det er jo meget sjældent, at nogen gør noget kriminelt af ren lyst. Der ligger altid en historie bag, og nogle vil altså virkeligt gerne videre med livet. Det er derfor, jeg står frem,« siger han.

Malik Mathiassen føler sig mest som »en del af samfundet«, når han er alene hjemme i sin etværelses og kan høre verden omkring sig: En overbo der skændes med sin kæreste, en baby der græder, en pige der nynner med til musik. Det er så anderledes end lydene i arresten, hvor folk råber »fuck!« døgnet rundt.

»Men så længe jeg ikke har et job eller går på skole, er jeg stadig i bås.«

Hvorfor får du så ikke et job, laver noget, bidrager?

»Jeg forstår godt, at mange siger, man bare skal tage sig sammen. Det er bare lettere sagt end gjort,« sukker han.

Som systemet er i dag, bliver kriminelle løsladt som en belastning for samfundet, mener de to. Da Malik Mathiassen blev prøveløsladt, kunne han ikke søge om et sted at bo, før han var ude af fængslet, men han kunne heller ikke blive løsladt, før han havde en adresse. Og hvad han skulle leve af i mellemtiden, var der ikke lagt nogen planer for.

Samtidig skulle han håndtere en række massive problemer i familiebaglandet – hvad der i øvrigt gælder for rigtigt mange tidligere straffede.

Havde det ikke været for Cafe Exit og den hjælp, Malik Mathiassen og Tom Rostved her har fået med at navigere i det offentlige system, var de også højst sandsynligt »faldet i« igen, siger de, og så ville de være endnu længere væk fra det etablerede samfund.

»I begyndelsen havde jeg bare lyst til at gå ind i Netto, tage noget og gå igen. Jeg var jo alligevel stemplet og havde fucked up papirer, så det føltes udsigtsløst at skulle stå i kø. Men så må man bare trække sig selv op og tro på, at det kan blive bedre, for ingen andre gør det,« siger Malik Mathiassen.

»Det er klart, det er svært at stå i kø i Netto,« afbryder Tom Rostved. »For os er det jo meget nemmere at røve den.«

Grovere forbrydelser i fængslet

Da Tom Rostved første gang kom i fængsel som ung knægt, var det for et mindre røveri. Siden er det blevet stadig mere voldsomt og ekstremt, og i dag betragter han sig selv som en »tørlagt voldspsykopat«. Hans seneste dom er for at save fingrene af en mand med en nedstryger.

De 17 af Tom Rostveds voldsdomme har han fået, mens han sad inde, og fængslet har ifølge ham kun forrået hans egne kriminelle handlemønstre.

»For hvad fanden nytter det, at vi har Playstation og billard og bordtennis, når du ikke har tid til at bruge det, fordi du kager rundt for at tage stilling til, hvem der er uvenner med hvem, og hvem der har noget hash? Alt i fængslet handler om at slå først og positionere sig. Hvis ikke du kender de rigtige bandemedlemmer, der kan beskytte dig, er du fucked,« fastslår han.

En undersøgelse fra Kriminalforsorgen viste for nylig, at de, der sidder bag tremmer, bliver dømt for grovere forbrydelser end tidligere. Undersøgelsen viste også, at løsladtes tilbagefald til kriminalitet er steget. I 2006 begik 31,4 procent af de prøveløsladte ny kriminalitet inden for to år efter prøveløsladelsen. I 2011 var tallet steget til 37,8 procent.

Tom Rostved trivedes godt med jungleloven og havde succes med tilværelsen som kriminel inden for murene. Men denne gang har han holdt sig stof- og voldsfri i fem år og otte måneder. Efter et voldsomt slagsmål og en periode på den sikrede afdeling stod han op en morgen og tænkte:

»Hvis ikke du stopper nu, dør du enten af stoffer eller af miljøet.«

I dag bruger han sin energi på at holde foredrag på skoler og ungdomsklubber, hvor han fortæller unge om bagsiden af de hurtige penge.

»Jeg vil ikke klynke, for jeg har fortjent alle 20 år i fængsel. Måske mere til. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kan nå at gøre nok godt i verden til at veje op for alle de forfærdelige forbrydelser, jeg har begået. Men nu bruger jeg i det mindste min lortehistorie til noget godt og fortæller de unge, hvad prisen er for at leve det hurtige liv. Jeg kunne godt underholde i halvanden time om luderbarer og store biler, men virkeligheden er meget mere kedelig, nemlig at jeg har spildt mit liv.«

Ny dag, samme lort

Tyven, der stjal Tom Rostveds pung på Hovedbanen, var heldig at slippe væk. Ellers havde han sikkert stadig »stået og hoppet ovenpå ham«. Temperamentet driller stadigvæk, instinkterne ligger dybt.

I fængslet skal du slå først for at overleve. I det lovlydige samfund overlever du aldrig, hvis ikke du lærer at lader være.

Nu skal han øve sig i at være tålmodig og acceptere, at han ikke altid får ret. Til at bruge dagevis på at få erstatning for de 5.000 kr., som det lykkedes tyven at stjæle på hans dankort. Sådan er det, og det er fair nok. Men det er svært at vænne sig til, når man ved, hvor effektivt det er at bruge vold.

Tom Rostved sidder uroligt på stolen. Han bliver nødt til at gå nu. For et år siden blev han tilkendt førtidspension på grund af sit voldsomme temperament, der gør det umuligt for ham at have et almindeligt arbejde. Men hans mimrekort til S-toget udløber kl. 15.00. Han bliver nødt til at tage tilbage til pensionen.

På den måde er han blevet lige så integreret i de offentlige systemer som alle vi andre, bemærker han med et smil.

Malik Mathiassen afspiller et nummer på sin mobiltelefon. Det er den seneste rap, han har skrevet og optrådt med i fangekoret, som han og Tom Rostved begge synger i:

»Ny dag, samme lort, har gjort ting, jeg ikke burde…

Hver dag er en kamp, prøver at tage mig sammen. Selv om jeg har det stramt, tager jeg kuglepennen frem ...

Men det er svært at lave om på den, som man er.«

Mens han sad på den åbne pension, lykkedes det ham at færdiggøre en HG, nu mangler han bare en læreplads for at kunne komme videre i sin plan om at blive eventkoordinator og blive en del af samfundet igen.

»Problemet er, at det kræver, at man har gode kontakter. Derfor er det også så fucked, at jeg har spildt så mange år på at være i fængsel. Men jeg tror på, at det nok skal lykkes.«