KOMMENTAR
Midt i sidste uge havde jeg fornøjelsen af, at tilbringe et par timer i selskab med Colin Todd. Succestræner i Randers i dag og stjernespiller i den bedste engelske række i starten og midten af ’70erne.
Efter en times interview med den karismatiske englænder blev diktafonen slukket, og vi fik os det, man kan kalde ’en god fodboldsnak’ En ærlig samtale om alt det gode og dårlige ved den sport, der på forskellige måder er omdrejningspunktet i hver vores professionelle hverdag.
Da Colin Todd spillede, blev han engelsk mester med Derby County, og han var en fast bestanddel af det engelske landshold. Alligevel blev mange aftener spenderet på den lokale pub i muntert selskab med de fans, han weekend efter weekend spillede for på stadion. Afstanden mellem spillere og fans var kort - både fysisk, mentalt og økonomisk.
En engelsk landsholdsspiller tjente selvfølgelig godt. Men ikke mere, end en læge eller advokat gjorde i datidens Storbritannien. På den måde forblev Todd og hans kolleger i øjenhøjde med de tilhængere, de spillede for om eftermiddagen og skålede med om aftenen.
Sådan er det ikke længere. Ikke i England, hvor selv middelmådige spillere tjener tocifrede millionbeløb årligt, eller herhjemme, hvor lønningerne er i millionklassen for en gennemsnitlig Superliga-spiller.
Sådan har udviklingen været gennem de seneste mange år, og det er der gode, såvel som dårlige sider ved. Én af de dårlige overskygger imidlertid mange af de gode. Spillernes føling og kontakt med deres fans er langt fra som den var engang.
I disse dage forsøger landsholdsspillerne - med Spillerforeningen som både sværd og skjold - at nå til enighed med DBU om en ny landsholdsaftale. DBU vil have spillerne ned i løn og sat på individuelle aftaler frem for den kollektive aftale, der hidtil har hersket de to parter imellem. Spillerne nægter.
Netop landsholdsspillerne har de seneste år tabt opbakning i befolkningen. Ikke blot på grund af svingende resultater, men også fordi afstanden til den almindelige dansker er blevet for stor. Nicklas Bendtner og Christian Eriksen er væsentligt sværere at identificere sig med for den almindelige fan, end Colin Todd og co. var det for snart 40 år siden.
Her har både DBU og landsholdsspillerne et problem. Et problem, de har forsøgt at imødekomme med kampagnen ’En del af noget større’. Men konflikten mellem de to viser noget andet. Den viser to parter, der ikke er en del af noget større, men handler med egne interesser for øje.
Mange af landsholdets fans har oplevet svære tider i løbet af de seneste økonomiske kriseår. De har oplevet deres arbejdsgivere bløde, og flere af dem er gået ned i løn for at forhindre massefyringer eller endda lukninger af hele virksomheder.
Også DBU har været hårdt ramt økonomisk af store underskud og dertilhørende fyringer i administrative positioner i alt fra reception til kommunikations-afdeling.
Det ville derfor klæde de vellønnede landsholdsspillere at gå både fans og DBU i møde ved at gå i dialog om en lønnedgang. Ikke bare ville det hjælpe DBU og muligvis forhindre afskedigelser af flere »almindelige mennesker« i unionen. Det ville også menneskeliggøre landsholdsspillerne og bringe dem nærmere deres fans, og den hverdag, de har.
For spillerne vil det være en gestus, der koster på den personlige bundlinje, men modsat vil signalværdien i forhold til den almindelige fan være guld værd. Den vil sende spillerne, hvis reelle arbejdsgiver i øvrigt er deres klubber, nærmere Colin Todds pub.
Skal landsholdsspillerne så bare acceptere DBUs udspil? Nej. Direktør Claus Bretton-Meyer og co. bør også give sig. Spillerforeningen er en kompromisløs og firkantet forhandlingspartner, men sådan er virkeligheden i den danske model.
Spillerforeningen og landsholdsspillerne giver næppe køb på de kollektive aftaler, og det er forståeligt. Fællesskab skaber trods alt mere tryghed og sikkerhed, end det gør, når man som spiller står som ene-underskriver på en aftale. Det tror jeg, at enhver arbejdstager vil forstå.
Den eneste løsning, jeg kan se, er, hvis spillerne går ned i løn og DBU accepterer en kollektiv aftale. At begge parter rækker hånden frem og beviser, at ’En del af noget større’ er mere end et plastic-slogan.
Det er sikkert dér, vi ender før eller siden. Så lad det nu blive før! Hvis ikke, kan afstanden mellem befolkningen og landsholdet hurtigt blive endnu større, end den er i dag.
