Den danske landsholdsspiller Leon Andreasen var lørdag nat impliceret i en voldsepisode på natklubben Kupé på Toldbodgade i Århus, erfarer B.T.

Ifølge B.T.s oplysninger slog landsholdsspilleren ved 3,20 tiden natten til i dag en ung mand i hovedet. Det skete på natklubben Kupé på Toldbodgade i Århus. Den unge mand måtte ifølge B.T.s oplysninger sys med flere sting efter episoden.

- Ingen kommentarer, siger Leon Andreasen til B.T. Han har tidligere spillet i Århus-klubben AGF, men spiller nu i tyske Hannover 96. Han er dog skadet i øjeblikket, og har meldt afbud til landskampen mod Sverige i juni.

Hos Østjyllands politi bekræfter vagtchefen, at man har kendskab til en voldsepisode ved 3,20 tiden natten til søndag.

- Men jeg vil hverken be- eller afkræfte, at Leon Andreasen er impliceret, siger vagtchefen.