En polsk mand nåede ikke engang at være ét døgn på Svalbard, før han kom i problemer.

For i sin iver efter at komme helt tæt på en hvalros, bevægede han sig ud på en isflage.

Og det må man ikke - altså komme så tæt på dyrelivet, at det forstyrrer dem.

Episoden skete tæt på Longyearbyen, som er verdens nordligste bosætning. Og her er reglerne meget klare. Når du bevæger dig ud i øhavet, skal det foregå på en måde, som ikke fører til unødig forstyrrelse af dyrelivet, som blandt andet omfatter isbjørne, sæler, hvaler, rensdyr, polarræve og hvalrosser. 

Turisten blev anholdt og ført til Sysselmesteren, Lars Fause, på Svalbard - regeringens øverste repræsentant på øgruppen - og fik en bøde på 7.800 kroner. 

Det skriver BBC.

Turisten blev set af flere af medarbejdere hos Sysselmesteren, og ifølge myndighederne var han ude efter et godt billede af hvalrossen.

Hvalrosserne på Svalbard blev fredet i 1952, da det stod klart, at der kun var nogle få hundrede tilbage. Det er dog ikke kun for dyrets skyld, at man skal holde afstand, da den kan være ganske farlig, hvis man kommer for tæt på.