Al kommunikation med to af De Amerikanske Jomfruøer er nede. Indbyggere kan ikke advares om farlig orkan.

Christiansted. Det er umuligt at advare eventuelle tilbageværende personer på øerne Sankt Jan og Sankt Thomas i Det Caribiske Hav om orkanen Maria, der er på vej direkte mod dem.

Orkanen forventes at ramme onsdag morgen dansk tid.

Hverken hjælpeorganisationer eller myndigheder kan imidlertid komme i kontakt med øerne, fordi både strøm, internet og telekommunikation med Sankt Thomas og Sankt Jan er nede.

Det siger generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl, der befinder sig på Sankt Croix.

Han ved, at der stadig er folk tilbage på Sankt Thomas, men han er usikker på, hvordan det ser ud på Sankt Jan.

- Det er slet ikke sikkert, at alle har forladt Sankt Jan, selv om vi kraftigt har opfordret til det. Nogle ved måske slet ikke, at en ny, voldsom orkan er på vej og rammer om lidt, fordi vi ikke kan advare dem, siger han.

Maria er en kategori 5-orkan, det højeste niveau for orkaner.

Den betegnes som ekstremt farlig og forventes at skabe så voldsomme ødelæggelser, at områder kan være ubeboelige i uger eller måneder, efter den rammer.

De seneste hundrede år er Caribien kun blevet ramt af fem kategori 5-orkaner, fortæller Anders Ladekarl. Derfor var De Amerikanske Jomfruøer ikke særlig orkansikre.

- Maria er kommet hurtigt, og den har fanget os her på øen. Det er ikke mere end en uge siden, at Irma ramte. Ingen havde drømt om, at en ny kategori 5-orkan skulle ramme så hurtigt efter. Derfor har vi heller ikke kunnet forberede os på den, siger han.

Lokale myndigheder har erklæret udgangsforbud på De Amerikanske Jomfruøer, der består af hovedøerne Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas samt et par mindre øer.

Ifølge Anders Ladekarl er bygningerne på Sankt Jan og Sankt Thomas mere skrøbelige end på Sankt Croix. Det skyldes, at Sankt Croix har flere byggekrav, efter øen blev ramt af kategori 5-orkanen Hugo i 1989.

Orkanen Maria har ifølge Anders Ladekarl allerede tirsdag fået det til at regne og ruske voldsomt i træerne på øen Sankt Croix i Det Caribiske Hav.

For to uger siden blev flere caribiske øer ramt af kategori 5-orkanen Irma, der ødelagde 40 procent af øen Sankt Thomas og 80 procent af Sankt Jan.

/ritzau/