Mustapha Adib blev for få uger siden udpeget som ny premierminister, men må opgive at danne regering.

Mustapha Adib, der for få uger siden blev udpeget til posten som premierminister i Libanon, opgiver at danne regering og trækker sig dermed fra posten.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Mustapha Adib blev udpeget som ny premierminister sidst i august, efter at den tidligere regering måtte trække sig efter en stor eksplosionsulykke i Beirut.

Han fik dermed til opgave at danne en ny regering, som skulle lede landet igennem krisen efter katastrofen.

Forhandlingerne om at danne en regering er dog gået i hårdknude, og lørdag har Mustapha Adib altså kastet håndklædet i ringen.

Mustapha Adib siger, at han trækker sig fra "arbejdet med et forme en ny regering" efter et møde med præsident Michel Aoun.

Særligt opgaven med at finde en ny finansminister har vist sig vanskelig under regeringsforhandlingerne, tilføjer han.

Mustapha Adib kom fra et job som ambassadør i Tyskland.

Han blev af parlamentet udpeget som landets næste premierminister, tre uger efter at hans forgænger, Hassan Diab, trak sig fra posten i kølvandet på eksplosionen i Beirut.

Eksplosionen i hovedstaden kostede flere end 180 mennesker livet og forværrede en allerede dyb krise i Libanon.

Efter eksplosionen udbrød der store protester mod den daværende regering, der ifølge demonstranterne bar ansvaret for ulykken.

Under protesterne trak en række ministre sig løbende fra deres poster, og til sidst valgte hele regeringen at gå af.

Arbejdet med at danne en ny regering har siden vist sig aldeles svært. Ikke mindst på grund af, at den militante gruppe Hizbollah har krav på at udpege den næste finansminister og andre nøgleministre.

Magten i den libanesiske regering skal fordeles mellem kristne og sunni- og shia-muslimer.

Adib, der selv er sunnimuslim, har holdt adskillige møder med shiamuslimske toppolitikere i et forsøg på at nå til enighed om et nyt ministerhold.

Mustapha Adib har under forhandlingerne lagt op til et opgør med den normale proces for, hvordan ministerier tildeles bestemte grupperinger.

Det har udløst frygt blandt shia-muslimske partier, der frygter at miste magt, oplyser politikere med kendskab til forhandlingerne ifølge Reuters.

/ritzau/