»Som en helt udsatte hun sig selv for fare. Men på grund af det våben, du bar, havde hun desværre ikke en chance.«

I det, der endte med at være en unge kvindes sidste øjeblikke i live, lagde hun sig i vejen og forsøgte at redde sin vens liv.

Desværre endte det i en tragedie.

Nu har hendes sidste minutter været blandt omdrejningspunkterne for retssagen mod den mand, der endte med at tage livet af tre personer i løbet af én nat i den britiske by Nottingham.

Det skriver BBC og The Independent.

Klokken var lidt efter fire om natten den 13. juni, da 19-årige Grace O'Malley-Kumar sammen med sin jævnaldrende ven Barnaby Webber var på vej hjem fra en bytur, hvor de havde fejret afslutningen på eksamenstiden.

De havde retning mod deres studieboliger, da en fremmed mand pludselig dukkede op.

Med sig havde han en kniv.

Barnby Webber blev knivoverfaldet sammen med Grace O'Malley-Kumar. Han blev også kun 19 år.
Barnby Webber blev knivoverfaldet sammen med Grace O'Malley-Kumar. Han blev også kun 19 år. Foto: Nottinghamshire Police
Vis mere

Få øjeblikke senere havde manden gentagne gange stukket kniven i den 19-årige unge mand, som faldt til jorden.

Det fik Grace O'Malley-Kumar, der læste medicin, til at reagere og forsøge at gribe ind, lød det tirsdag i retten i Nottingham.

Hun forsøgte at beskytte sin ven ved at slå og skubbe til den fremmede mand og få ham væk fra Barnaby Webber.

Men det fik manden – der siden er identificeret som 32-årige Valdo Calocane – til at vende sig mod hende.

»Han var kompromisløs og brutal i sit overfald,« fortalte anklageren Karim Khalil.

Til sidst var hendes skader så omfangsrige, at hun kollapsede på jorden. Og Valdo Calocane gik derfra i roligt tempo.

Her ses Grace O'Malley-Kumar med sin familie.
Her ses Grace O'Malley-Kumar med sin familie. Foto: Nottinghamshire Police
Vis mere

Både Grace O'Malley-Kumars far og bror udtalte sig i retten, hvor de talte direkte til den drabstiltalte mand.

»Hun greb modigt ind. Hun ville aldrig forlade en ven i nøden. Det lå ikke i hendes natur. Hun kæmpede heltemodigt og tappert mod dig,« lød det ifølge BBC fra hendes far, Sanjoy Kumar:

»Du viste dig at være en kold, fej og beregnende morder. Du gik skødesløst din vej og efterlod mit barn liggende på gaden.«

Den unge kvindes lillebror, James, fortalte i retten, at han har 'været fortabt' uden Grace, som han også kaldte for sin bedste ven.

»Det er en stor glæde at kunne sige, at hun er min storesøster, det er et privilegium. Nu er det mit job at gøre mit bedste for at gøre hende stolt,« sagde han ifølge BBC.

Den unge kvinde er blevet hyldet for sit heltemod.
Den unge kvinde er blevet hyldet for sit heltemod. Foto: Nottinghamshire Police
Vis mere

Efter at have knivstukket de to unge studerende flygtede Valdo Calocane fra stedet.

Kort efter overfaldt han en ældre mand, 65-årige Ian Robert Coates, der kom kørende på Magdala Road i byen.

Drabsmanden angreb ham, stak ham i maven og brystet og stjal hans bil.

Han efterlod Ian Robert Coates ligge blødende på jorden.

Hverken Grace O'Malley-Kumar, Barnaby Webber eller Ian Robert Coates overlevede mødet med Valdo Calocane.

Under retssagen kom det frem, at han led af 'alvorlig' mental forstyrrelse.

Han har erkendt sig skyldig i det, der ifølge britisk lovgivning hedder 'manslaughter'. På dansk kan det betegnes som 'uforsætligt drab'. Han har nægtet sig skyldig i 'murder', der er 'forsætligt drab'.

Under et senere retsmøde vil der blive afsagt en endelig dom i sagen.