Et fly, der blev brugt til at slukke skovbrandene i Grækenland, er styrtet ned lige uden for Athen.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP ifølge VG.

Timer efter styrtet bekræfter græske myndigheder, at to personer ombord er omkommet. Ifølge Reuters har brandvæsenet ikke givet yderligere oplysninger. 

Det græske luftvåben oplyser, at de to er piloter fra luftvåbnet.

»Flyet styrtede ned under en mission på øen Evvia. Der var mindst to personer ombord, da flyet gik ned nær landsbyen Platanisto,« siger talsmand for redningstjenesten Yannis Artopios til nyhedsbureauet AP.

Ifølge statsmediet ERT skete ulykken ved byen Karystos på øen Evia nær Athen. 

Flere områder i Grækenland er de seneste dage blevet hårdt ramt af skovbrande, blandt andet på øerne Rhodos og Korfu.

I en video, der er offentliggjort af græske medier viser, hvad man tror er det pågældende fly, før det styrtede til jorden og eksploderede.

Skadernes omfang er på nuværende tidspunkt ukendt.

En helikopter er på vej til ulykkesstedet, oplyser statskanalen ERT yderligere.

Evia er Grækenlands næststørste ø efter Kreta. Den ligger nordnordøst for landets hovedstad Athen i Det Ægæiske Hav tæt på fastlandet.

Trods flere historiske seværdigheder er der tale om en beskeden international turisme på øen. Den er i højere kendt for at være feriested for indbyggere i Athen.