Der er Serena Williams. Og så er der alle de andre.

Det må være den klare konklusion efter de indledende gruppekampe i WTA Championships i Tyrkiet, der slutter sæsonen af for de kvindelige tennisspillere.

Den amerikanske verdensetter har været suveræn i hele sæsonen, og Serena Williams har også vundet alle sine tre indledende kampe i Istanbul uden at være i vanskeligheder.

Hun kan meget nemt være på vej mod en finale mod kineseren Na Li, der også er gået ubesejret gennem indledende runde. Og kineserens sejr fredag på 6-2, 6-1 over verdensranglistens nummer to, Victoria Azarenka, tyder på en spiller i øjeblikkelig topform, selv om det skal med, at den andenseedede hviderusser har været plaget af en skade.

- Hvis hun havde været i topform, ville hun have været en meget svær nød at knække. Men uheldigvis var hun ikke i orden. Jeg må glæde mig over dette øjeblik, men jeg håber, at skaden ikke er alt for alvorlig, så hun snart kan komme tilbage, sagde den sympatiske kineser om Azarenkas rygskade, der ødelagde kampen for hviderusseren.

Med sejren slipper Na Li for at møde Williams i semifinalen og skal i stedet op mod tjekken Petra Kvitova, der var presset i kampen om andenpladsen i Williams-gruppen af tyske Angelique Kerber, der vandt første sæt, inden Kvitova kæmpede sig tilbage og sejrede samlet 6-7, 6-2, 6-3.

De to mødte for en lille måned siden hinanden i Beijing, og dengang vandt Kvitova, der dog måtte arbejde betydeligt hårdere for sin semifinaleplads end Na Li.

- Hun er min gode ven, og det er altid svært at spille mod hende - det er altid hårde kampe, som da vi mødtes i Beijing. Jeg er dog glad for at være i semifinalen og ser frem til kampen, sagde Petra Kvitova efter sejren over Angelique Kerber.

Serena Williams, der ikke var i kamp fredag, skal i sin semifinale møde den tidligere verdensetter, serberen Jelena Jankovic, der har overrasket positivt i Tyrkiet, hvor hun blot er seedet som nummer syv blandt de otte deltagere.

Jankovics adgang til semifinalen var sikret allerede inden fredagens sidste kamp mod italienske Sara Errani uanset resultatet af kampen. Jankovic pressede nemlig som den eneste i gruppen Na Li ud i tre sæt i deres indbyrdes opgør, og det vundne sæt sikrede serberen adgangen til semifinalekampen mod Serena Williams, selvom hun tabte 6-4, 6-4 til Errani.