Nyt studie afslører sikker sammenhæng mellem defekte gener og diagnosen ADHD.

Mange lidt for raske drenge, der har svært ved at sidde stille i skolen, holde koncentrationen og forstå de andre børn, får diagnosen ADHD.

Det vurderes, at 3-7 pct. af alle børn lider af opmærksomhedsforstyrrelser. Diagnosen stilles i dag af en psykiater, der vurderer patienten. Men i fremtiden kan diagnosen måske stilles med en gentest.

Engelske forskere på Cardiff University mener nu at kunne bevise, at sygdommen er knyttet til en bestemt genfejl. Det skriver Daily Mail.

Nu kan vi sige med sikkerhed, at ADHD er en genetisk sygdom, og at hjernen hos børn med denne tilstand, udvikler sig anderledes end hos andre børn, siger professor Anita Thapar til Daily Mail.

Årsagen til ADHD har hidtil været forklaret med arv, kost med for meget sukker, og generel dårlig opdragelse. At der skulle være en genetisk forklaring på de urolige børn, har man diskuteret længe, uden dog at kunne finde den nøjagtige sammenhæng. Men den mener de engelske forskere altså nu at have fundet.

Forskerne har undersøgt 1400 børn og fandt ud af, at en tilstand, hvor små dele af DNA duplikeres eller helt mangler, ses dobbelt så ofte hos ADHD børn som hos andre. Samtidigt fandt forskerne en sammenhæng mellem de gener, der giver ADHD og de der er årsag til autisme og skizofreni. Resultatet er publiceret i ’The Lancet Medical Journal’