Danskernes luftveje er i den grad udsat for infektioner i øjeblikket. 

Vores immunforsvar kæmper nemlig mod hele fem luftvejsinfektioner  - og det kan mærkes på både arbejdspladser og til familiesammenkomster, hvor sygemeldinger og afbud vælter ind. 

»Det, vi ser mest af på vores overvågning, det er covid-19. Derudover cirkulerer der RS Virus, influenza, kighoste og det som hedder mycoplasma (kold lungebetændelse, red.),« siger Bolette Søborg, sektionsleder og overlæge hos Statens Serum Institut.

Ifølge Bolette Søborg er det ikke unormalt, at danskerne i vintermånederne rammes af luftvejsinfektioner. 

Hvert år ser man både RS-virus og influenzaen vende tilbage, mens kighoste og mycoplasma kommer med nogle års mellemrum. 

Og det skyldes, at danskerne trækker indenfor og vejret bliver koldt, og det medfører en stigning af luftvejsinfektioner, forklarer Bolette Søborg.

»Det, vi ser nu, er, at RS-virus er på vej opad, og influenza er også startet. Der er ikke så meget af det endnu, men det vil der komme mere af,« siger hun, og fortsætter:

»Det er ikke meget usædvanligt, men det er trods alt lidt usædvanligt, at de lander samtidig og på et højt niveau.«

Onsdag kommer denne uges smittetal fra Statens Serum Institut, og selvom Bolette Søborg ikke har de konkrete tal endnu, har hun klar forventning om, hvordan de kan se ud.

»Vi forventer ikke, at de går ned. Vi har ikke set nogen indikation af, at de har toppet. Man kan godt forvente, at der vil være meget luftvejsinfektionssmitte henover jul og nytår,« siger hun og understreger, at der ikke er noget, man skal være bange for.

»Det er klart, at når der er meget smitte derude, så er chancen for at blive smittet også meget større og det er et grundlag og et vilkår lige nu. Men kan altså gøre noget selv og det er jo der, hvor der er et dilemma, hvis man har noget, som man har glædet sig meget til.«

B.T. har tidligere beskrevet de fem luftvejsinfektioner: RS-virus, covid19, influenza, kighoste og mycoplasma - du kan læse meget mere om deres symptomer, LIGE HER.

Hør sektionsleder og overlæge hos Statens Serums Institut Bolette Søborgs gode råd til at undgå smitte i videoen øverst i artiklen.